Når det giver mening at skifte bank


I efteråret læste jeg en artikel i FinansWatch om, hvor få bankkunder der vælger at skifte bank.
Det er kun omkring 4 pct. af de danske bankkunder, der skifter bank hvert år, ifølge Forbrugerrådet Tænk, og den andel har ligget nogenlunde stabilt de seneste 20 år. Samtidig har cirka halvdelen været kunder i den samme bank i mere end 20 år.
Det kan naturligvis skyldes tilfredshed. Men fra min stol i en bankuafhængig investeringsforening, hvor kunderne selv vælger, hvilken bank de vil bruge, er mit indtryk også, at mange bliver, fordi et skifte virker bøvlet, uoverskueligt og svært at gennemskue.
Jeg har for nylig set et bankskifte på tæt hold, som er værd at dele. Skiftet opstod i forbindelse med en rentetilpasning, og det er ikke uvæsentligt. I dag hænger bank og realkredit nemlig så tæt sammen, at det i praksis kan være svært at skille de to ting ad.
I forbindelse med rentetilpasningen blev der indhentet tilbud fra både den eksisterende bank og en mulig ny bank. Den nye bank tog sig tid til en samlet gennemgang af økonomien og kom med et tilbud, der omfattede både realkreditlånet og de øvrige bankforretninger.
Læs også: Nordisk storbank: Sådan vil renten udvikle sig i Europa og USA
Den eksisterende bank brugte længere tid på at komme med sit udspil, men gennemførte også en vurdering af boligen for at fastlægge den korrekte belåningsgrad og dermed bidragssats.
Resultatet blev, at kunden skiftede bank. De nye kreditkort er ankommet, netbanken opleves som mere brugervenlig, og det nye lån giver større fleksibilitet end det gamle.
Belåningsvurderingen viste sig at være den samme i begge banker, så forskellen lå ikke i bidragssatsen, men i de muligheder, der fulgte med de forskellige lånetyper.
Min opfordring er, at flere overvejer, om deres nuværende bank fortsat er det rigtige match. Det kan være en god øvelse at få beskrevet sine behov: Hvad er vigtigt, og hvad er mindre vigtigt?
Lav et kort overblik over økonomien – løn, lån, konti, investeringer, pension og forsikringer – og tag gerne kontakt til et eller flere alternative pengeinstitutter. Det handler både om priser og vilkår, men også om de praktiske forhold i hverdagen: Tilgængelighed, netbank, fleksibilitet og investeringsmuligheder.
For de fleste giver det god mening med jævne mellemrum at tage stilling til, om samarbejdet stadig fungerer – eller om der findes bedre muligheder derude.
Denne kommentar er skrevet af Helle Snedker, kundedirektør og partner i Formuepleje. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
Læs også: Jens Løgstrup: 'Det her bliver en aktie til hr. og fru Danmark'
Læs også: Seniorstrateg om undersøgelse: Investorerne kaster sig ind i aktiemarkedet