Henter kommentarer

Sarah Ophelia Møss: Spis brød til, når du investerer

 Foto: Gritt Ulrikka Jørgensen
Foto: Gritt Ulrikka Jørgensen
Vis mere

Spred dine investeringer, lyder det fornuftige råd. Men hvad nu, hvis man også synes, det er sjovt at investere i små, volatile aktier, eller måske endda kryptovaluta? Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Som nybegynder skal du bare huske at spise brød til.

Der er forskellige typer investorer. En type kan have brug for at forberede sig meget og vil allerhelst have researchet sig frem til ekspertstadiet, før første skridt tages. En anden type kan være mere 'learning by doing'. Begge typer kunne formentlig lære lidt af hinanden. For det er naturligvis godt at komme godt i gang, men vigtigst er dog at komme i gang.

Jeg møder mange nye investorer, både online i diverse investorgrupper og til foredrag og øvrige investorrelaterede events. Ikke så sjældent hører jeg nogen fortælle, at de har købt deres første aktie, og at de har valgt en lille bitte aktie med tårnhøj risiko. Det er der i sig selv intet i vejen med, og det er ikke svært at forstå, hvorfor denne type aktier vælges.

For lige så lidt, som denne type aktier fylder i de etablerede medier, lige så meget fylder de i online fora. Ofte oprettes grupper dedikeret til disse ekstremt volatile aktier, hvor alle lovpriser aktien. Og det er netop i disse online fora, at mange af os nybegyndere starter.

Igen - der er intet i vejen med at vælge en lille risikobetonet aktie som sin allerførste. Det er formentlig langt sjovere at følge denne udvikling, end det ville være at sidde og lure på en stor stabil aktie.

Sjovt så længe det varer

Eller rettere, det er sjovt, så længe det varer. For sandsynligheden for, at det går galt, er relativt stor. Virksomheden kan gå konkurs, men den kan også lave nyemission på nyemission, hvorved værdien af aktierne bliver mindre og mindre. Og som 'grøn' aktionær opdager man det måske ikke engang, fordi man ikke ved, hvad man skal kigge efter. Og selv hvis man opdager det, ved man måske ikke, hvordan man skal forholde sig til og håndtere det.

Det skaber potentielt en ærgerlig følelse, hvis vores første investering på lad os sige 5.000 kroner, halveres eller måske endda pludselig en dag kun er 500 kroner værd - eller mindre. Og det sker hele tiden på aktiemarkedet.

Selv en aktie som Tesla er et sats. Så der er grund til at lytte til alle dem, der foreslår, at man spreder sine investeringer over flere aktiver (aktier, obligationer, fonde og guld er alle forskellige aktiver/aktivklasser).

Forestil dig en rugbrødsmad

Selv kan jeg godt lide dette billede: Forestil dig en rugbrødsmad. En god én. Nederst har vi rugbrødet, som man kan tænke på som fonde. Det kan være de dansk-forvaltede fonde, som kun kan købes af os danskere, hvor man kan vælge mellem de aktivt forvaltede og de passivt forvaltede. Det kan også være de mere internationalt handlede fonde, som går under navnet ETF'er (Exchange-Traded Funds).

Det betyder ikke så meget, hvad man er til inden for fonde, om end det kan være fint at sprede sig lidt også her. Fordelen ved fonde er, at man kan få en stor spredning, endda en meget stor spredning, for relativt få midler og stort set intet arbejde. Ulempen er, at man skal betale gebyret ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) år efter år, uanset om fonden stiger i værdi eller ej.

Ovenpå rugbrødet har vi vores pålæg. Det kunne være æg og rejer. Det udgøres af store enkeltaktier. Det kan være danske, europæiske, amerikanske, eller hvad man nu synes om. Men det kan være smart at vælge nogle stabile, defensive valueaktier. Defensive aktier rummer de ting, vi altid har brug for, som shampoo, mad og medicin. Den mere volatile 'partner' hedder cykliske aktier. Valueaktier er lettere undervurderede frem for overvurderede, og her hedder den mere volatile partner vækstaktier.

Fordelen ved enkeltaktier er, at man kun skal betale et gebyr ved køb og ved salg, så de kan ligge omkostningsfrit og lune sig i vores depot i al den tid, man har dem, hvilket for nogles vedkommende potentielt kan være 30 år. Ulempen er, at vi selv skal vælge en aktie. Man kan eventuelt vælge aktier fra lande-indeks som for eksempel det danske indeks OMXC25, der rummer de 25 største danske aktier.

Øverst har vi mayo og karse

På en god ægge-rejemad skal der gerne være mayonnaise. Det kan være, at man har lyst til også at være eksponeret mod guld eller forsøge sig med det nyere 'crowdlending', hvor man låner penge ud til andre, det være sig mindre virksomheder eller private, gennem en online platform. Det kunne også være vækstaktier eller cykliske aktier, man vil prøve kræfter med.

De mere alternative investeringsmuligheder giver en øget spredning, men på et niveau hvor det ikke betyder alverden, om man kan komme af med sin investering fra dag til dag. Alternativerne, som ofte ikke handles på de traditionelle børser, kan nemlig være sværere at omsætte, dvs. sælge.

Allerøverst har vi karsen. Og det er heroppe på karseniveau, at man - i min optik - bør holde sine investeringer i small- og mikrocap-aktier samt meget volatile aktier. Ligeledes er det, i min optik, her - og kun her - man kan overveje at begive sig ud på det kryptiske kryptomarked.

Så er man med, men for så lidt af sin samlede pulje, at det ikke gør for ondt, skulle investeringen gå i nul. Ej heller ender man med at opgive ævret på grund af altoverskyggende dårlige oplevelser. Og så er man med på rejsen, hvis tingene skulle udvikle sig positivt.

Vi kan blive mætte af rugbrød alene. Vi kan også blive mætte af æg og rejer alene, men hverken mayo eller karse bør ligge på en tallerken alene.

Mange danskere har desværre kun to aktier i porteføljen. Vestas og Novo Nordisk. Det er udmærkede aktier, men ikke nogen god spredning. Skal du bruge 'rugbrødsmetoden', kræver det, at du gerne vil sidde med dine investeringer og bruge i hvert fald lidt tid på dem. At det er en interesse. For man kan også godt vælge en passivt forvaltet fond, som er eksponeret mod hele verden i form af eksempelvis 2.000 aktier og stoppe dér.

Men så havde du formentlig slet ikke læst helt herned.

Læs også: Lidt har også ret

Sarah Ophelia Møss er iværksætter, sociolog og forfatter og skaber “rum for læring” på investeringsfeltet med sine virksomheder Ophelia Invest og Forlaget Penge. Hun står desuden sammen med to partnere bag Danmarks største en-dags investerings-event, Nordic Invest Camp, som løber af stablen én gang om året i marts måned.