Skal man gå til stålet? Udtrykket dækker over maksimal indsats for at gennemføre en opgave. Her drejer det sig dog om vurdering af potentialet for aktier i stålindustrien. Pilen peger nemlig opad både i kursudvikling på disse selskaber (teknisk aktieanalyse) og i de reale forhold på markedet for stål.
En lang fase med overkapacitet, lave priser og nedskæringer af kapaciteten ser ud til at være overstået. Spørgsmålet for investorerne er, om man skal hoppe på vognen, satse på et setback med chance for at samle aktierne billigere op end i dag eller helt afvise ideen som udtryk for et forbigående kursspjæt opad uden holdbar natur.
Cost Push følges nu op af Demand Pull
Det interessante punkt er, at stål i løbet af få måneder er vågnet op til en ny og meget mere positiv dagsorden. Igennem flere måneder er prisen på jernmalm steget støt til et højt niveau. De ledende mineselskaber (Rio Tinto, BHP, Vale) ser ud til at have godt greb om udbuddet.
Der er opnået en stor forbedring i indtjeningen, og intet tyder på et markant tilbagefald. Det har heller ikke ført til lancering af planer for at udvide kapaciteten, som kunne give ordrer til FLSmidth. Alle firmaer i de tunge basisindustrier trænger til en årrække med gunstige markedsforhold, højere priser og høj indtjening igen. Kort sagt gode tider.
Samtidig begynder der at være tegn på et bredt industrielt opsving efter Corona-nedlukningerne i 2020. Produktionen af biler ser ud til at få et kraftigt løft i 2021. Et kvalificeret skøn for de ledende tyske producenter lyder på plus 20 pct. for styksalget efter et dårligt 2020. Med 2021-modelprogrammet er der omsider opnået et overbevisende udbud af el- og hybridbiler, som vil blive udvidet yderligere i de kommende år. Det hele har faktisk været på vej siden EU’s beslutning i 2013 om at benytte en gennemsnitlig CO2 opgørelse og norm i 2021 for hvert selskabs salg.
Her opvejer elbilerne kort sagt biler med store motorer, så de fortsat må fremstilles. De hidsige børsaktører bag Tesla-aktiens kursboom’et har vist stirret sig blind på en isoleret story telling og glemt den igangværende proces, som nu er ved at være i mål. Næste trin afhænger af batterierne, som skal være egnede til brug i det store segment af mellemklassebiler. I dag er elbiler enten store/tunge eller helt små typer.
Kombinationen af højere priser på jernmalm og fornyet stigning i efterspørgslen har ført til et ryk fra kundernes side for at sikre sig tilstrækkelige leverancer af stål. Den nye, gunstige situation har stålværkerne straks udnyttet til prisforhøjelser. Nogle gange opdager en mellemvarefabrikant først med en forsinkelse, at han på ny har fået »pricing power« – og så skal det udnyttes.
Strukturrationaliseringer på vej
De dårlige tider har tæret voldsomt på kræfterne, og sammenlægninger har uden held været forsøgt. Tata Steel (Europe) og ThyssenKrupp ønskede at fusionere, men det blev ikke tilladt af EU’s konkurrencemyndigheder. Nu må de så hver for sig prøve at finde en anden partner. ArcelorMittal, der er verdens største kommercielle stålproducent, prøver også at trimme sig.
Forbedringen af indtjeningen via højere priser vil sandsynligvis bane vej for nye konstellationer, der på længere sig skal give større økonomisk styrke. Men nu haster det ikke, da alting pludselig går godt igen.
Kina står for halvdelen af verdens stålproduktion. Kontrol med eksporten for at forhindre dumping er vigtig for alle andre, fuldt kommercielle udbydere. De må jo klare sig uden et nationalt, politisk styret rygstød. Det udgør et permanent svagt punkt for stålbranchen.
Selskaberne
Det er »early days« for stålaktier, men efter min mening er odds gode på mellemlangt sigt (2021-23). Mine egne køb i 2020 var ThyssenKrupp (flere årsager: optur for stålprisen, ønske om en ny fremtid for Ståldivisionen, en generel turnaround under en ny ledelse) og Outokumpu (ledende producent af rustfrit stål).
Fra tidligere ejer jeg fortsat en luns aktier i ArcelorMittal, som vel burde udvides, plus lidt aktier i SSAB (Swedish Steel AB). Et relevant nyt selskab vil være Salzgitter og muligvis Voestalpine. Men der findes også mange store selskaber i eksempelvis Japan, mens der kun er et par tilbage i USA.
Mineselskaberne ligger allerede højt og flot i børsværdi og kræver et perspektiv om mange års positiv udvikling for at være et godt køb.
Lau Svenssen ejer aktier i følgende af de her omtalte aktier: ThyssenKrupp, ArcelorMittal, Outokumpu, SSAB.
Læs også: Ugens aktie: Per Aarsleff Holding