I denne uge har jeg valgt at sætte fokus på et par af de mest shortede aktier i Danmark og Sverige.
For skal man som investor være bange for at købe ind i shortede aktier eller skal man bare være ligeglad?
Ideen er, at jeg kikker på dem løbende gennem 2021 for at se, om der var et skjult potentiale eller fik shorterne ret i, at det var en dårlig forretning.
Kan Fingerprint Cards overraske i 2021?
Fingerprint Cards er i år til dato faldet med 16,4 pct., men overordnet ser kursudviklingen ud til at have bevæget sig vandret og det betyder, at signalmodellen Bollinger har skiftet signal 6 gange i løbet af året. I øjeblikket er der et salgssignal i Bollingerkanalen på ugebasis, og det har stået på i 8 uger.
De glidende gennemsnit etablerede et ”Death Cross” for 5 uger siden, men aktiekursen har siden været stigende. Det har givet pæne udsving i de tre indikationsmodeller Momentum, MACD og RSI på ugebasis. RSI er i 38, hvilket indikerer, at aktien ikke er interessant på nuværende tidspunkt. Nærmeste modstandsniveau er ved 16,75 og herefter i niveauet 18,5, mens nærmeste støtteniveau er ved 15 og herefter 14,5.
Et kig på Intrum
Intrum er i år til dato faldet med 22,3 pct. Aktien har siden juli konsolideret sig i niveauet 200-240. I oktober og november blev modstandsniveauet 270 testet, men der var ikke nok hastighed til at bryde igennem. I dag handles aktien i niveauet 217. På dagsniveauet er der salg i aktien, da de glidende gennemsnit etablerede et ”Death Cross” for 11 dage siden og i Bollingerkanalen er salgssignalet 18 dage. På ugebasis er det lange glidende gennemsnit på 28 uger blevet brudt oppefra og Bollingekanalen har etableret et salgssignal i denne uge.
Momentum etablerede en topformation i august og har siden været i en faldende tendens, mens RSI er faldet tilbage til niveauet 48.
Ambu på kandidatbænken
Ambu er i år til dato steget med 85,7 pct. Aktien handles i øjeblikket i niveauet 206-207,4. På dagsniveaet er de første købssignaler dukket op. Bollingerkanalen har været i køb i 4 dage. Men de glidende gennemsnit 8 og 24 dage ligger side om side, så der er ikke et klart signal i den model, mens der er en positiv tendens i Momentum og RSI på dagsniveauet.
På ugebasis er der etableret købssignal i Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit er brudt nedefra. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller. RSI har ramt 69. Nærmeste modstandsniveau er ved 240 og herefter i niveauet 275, mens der er støtte i niveauet 190 og herefter i niveauet 160. Holder den positive tendens i aktien, kan shorterne bliver presset til at lukke deres position, hvilket kan trække kursen op.
ISS har blandede signaler
På dagsniveauet er der etableret salgssignal i både Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit er blevet brudt oppefra, men der er endnu ikke etableret et ”Death Cross”. Der er en faldende tendens i Momentum, som har stået på siden november og RSI har ramt 40. På ugebasis er der købssignal i flere modeller samtidig med, at der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis.
Bollingerkanalen har været i køb i 6 uger og de glidende gennemsnit har etableret et ”Golden Cross” i sidste uge. Nu skal markedsdeltagerne så teste signalet, så et tilbagefald til det lange glidende gennemsnit lige i niveauet 99-100 er en oplagt mulighed. Niveauet 99-100 var ligeledes en topformation i etableringen af dobbeltbunden. Indikationsmodellerne er i en stigende tendens, hvilket giver et positivt billede af situationen i aktien. Nærmeste modstandsniveau er ved 135 og herefter i niveauet 150, mens der er støtte i niveauet 100 og herefter i niveauet 80.
Lars Persson ejer ikke de analyserede aktier. Graferne er fra analyseprogrammet Vikingen.
Læs også: 3 aktier teknisk Set: En overset guldklump?
Læs også: Fik Anders Fogh ret: Har venstrefløjen erobret aktiemarkedet ad bagvejen?


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner