Henter kommentarer

Teknisk Set med Lars Persson: Hvad siger indeksene?


De fleste indeks har rettet sig i ugens løb efter en kedelig start på marts, da renten steg og fik nervøsiteten frem i markedsdeltagerne.

OMX C25

OMX Copenhagen 25 har på dagsniveauet brudt den faldende tendens og der er etableret et købssignal på dagsniveauet. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt nedefra og holder tendensen, bliver der i løbet af 5 - 6 dage etableret et golden cross.

På ugebasis er der fortsat salgssignal i Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit er tæt på et ”Death Cross”.
Der er divergens mellem Momentum og RSI på ugebasis, idet Momentum fortsætter den faldende tendens, mens RSI har etableret en bundformation og er gået fra 38 til 45.


Nærmeste støtteniveau er ved 1450 og herefter 1350, mens nærmeste modstandsniveau er ved 1680-1700 og herefter i niveauet 1775.

Trods denne uges stigning så er den overordnede faldende tendens ikke vendt endnu og det kan stadig nå både at blive Bull trap eller Bear trap for skal markedet yderligere ned eller skal markedet fortsætte op? Man bør afvente udviklingen.

OMX S30

Nordens stærkeste marked har år til dato været OMX Stockholm 30, der har givet et afkast på 15,7 pct. fra til og med i fredags. Specielt den sidste uge var meget stærk og betød at den øvre kanallinie blev brudt.

Der er købssignal i Bollingerkanalen både på dags- og ugeniveauet. Det lange glidende gennemsnit på 24 uger ligger i niveauet 1930 som en støttelinie.

Der er en positiv tendens i både Momentum og RSI på ugebasis. RSI har ramt 85 for første gang siden marts 2019.
Nærmeste modstandsniveau er ved 2200 og herefter i niveauet 2300, mens nærmeste støtteniveau er ved 2050-2075.

Indekset ser fortsat stærkt ud, men spørgsmålet er, om udenlandske investorer kan blive fristet af at tage gevinsten i de svenske papirer, hvis andre markeder udvikler sig svagt og man vil beskytte sin gevinst.

DAX

DAX nærmer sig 15.000, som de sidste par år har stået som et pejlemærke, indekset skulle nå. Det tyske indeks tog i den uge et stort spring op og brød den øvre modstandslinie i den opadgående tendens.

Der er købssignal i alle signalmodeller på både dags- og ugeniveauet. Den nedre kanallinie i Bolligerkanalen ligger i niveauet 13.700. Den positive tendens i aktiekursen trækker op i Momentum og RSI på ugebasis, som har ramt 65, hvilket viser, at indekset ligger i en stærk tendens.

Det lange glidende gennemsnit på ugebasis ligger i niveauet 13.400 som en støttelinie. Nærmeste modstandsniveau er ved 15.000 og herefter i niveauet 15.500, mens der er støtte i niveauet 14.000 og herefter i niveauet 13.500-13.600.

S&P 500

S&P 500 har efter en tilbagefald i begyndelsen af marts rettet sig og fredag lukkede indekset i niveauet 3920-3940 og dermed testes toppen fra februar, som var i niveauet 3920-3940. Den stigende tendens i aktiekursen betyder, at de glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra på dagsniveauet og holder tendensen, bliver der etableret et ”Golden Cross” i løbet af 2-5 dage.

På ugebasis er der fortsat købssignal i Bollingerkanalen og det har stået på siden begyndelsen af maj, dog med et enkelt udfald i november, hvor indekset gik i salg og det lange glidende gennemsnit på 24 uger blev testet som støtteniveau.

Der er divergens mellem RSI og Momentum på ugebasis, i det førstnævnte er i en stigende tendens og har ramt 62, mens sidstnævnte er i en fortsat faldende tendens. Bliver det til en dobbelt top, skal støtteniveauet 3700 testes, men fortsætter indekset op, skal niveauet 4100 testes.

Nasdaq Composite

Nasdaq Composite er fortsat i den faldende tendens, der har stået på siden topformationen i februar, hvor man nåede niveauet 14.000.

På dagsniveauet er der etableret et nyt købssignal i Bollingerkanalen og det korte glidende gennemsnit på 8 dage er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger som en modstandslinie i niveauet 13.500.

På ugebasis er der salgssignal i Bollingerkanalen på ugebasis, mens det lange glidende gennemsnit på 24 uger ligger som en støttelinie i niveauet 12.600.

Det lange glidende gennemsnit på ugebasis var brudt igennem det lange glidende gennemsnit på ugebasis, men i denne uge er kursen lukket over det lange glidende gennemsnit, hvilket er et positivt signal.

Momentum er fortsat faldende på ugebasis, mens RSI har etableret en bundformation og stiger. RSI har etableret en bundformation og er gået fra 50 til 55 i denne uge.

Nærmeste modstandsniveau er ved 14.000 og herefter i niveauet 14.500, mens der er støtte i niveauet 12.500 og herefter i niveauet 12.000.

Nasdaq Composite har en identisk kursudvikling som C25 og spørgsmålet er det samme: skal indekset længere ned eller kommer indekset tilbage i den stigende tendens?

Jeg ejer ikke aktier i de analyserede selskaber. Graferne er fra analyseprogrammet Vikingen.

Læs også: Chefstrateg: Investorer skal ikke se sig blinde på stigende renter

Læs også: Simon Richard Nielsen: Når boblen springer, er det nok ikke helt, som du tror