Billedet af en spekulativ, finansiel boble er stærk og enkel. Hvad enten vi taler om it-boblen i nullerne, boligmarkedet før finanskrisen eller tulipanløg i 1600-tallet, så ved vi alle intuitivt, at en boble er en faretruende størrelse.
For vores indre kan vi se for os, hvordan den store ballon gradvist udvides til det punkt, hvor overfladen bliver en tynd og gennemsigtig membran, hvor den mindste berøring udløser det højlydte smæld – så chokket og så er de sørgelige rester af en ubrugelig klump gummi tilbage.
Ja, der er god grund til, at spekulative bobler har fascineret deltagere på de finansielle markeder. Ikke mindst i denne tid, hvor vi efter gængs opfattelse af værdiansættelse og graden af spekulation på markedet med god grund kan påstå, at vi befinder os i en af disse spekulative bobler, der vil ramme historiebøgerne engang i fremtiden.
Netop nu, hvor teknologiaktierne har været under pres i flere uger, spørger mange markedsdeltagere forståeligt nok sig selv, om boblen er ved at briste.
Og nej, desværre. Der findes ikke et godt svar på det spørgsmål. Ikke endnu. For når boblen brister, bliver billedet af den overanstrengte ballon pludselig meget dårligt. På finansmarkedet kommer der meget sjældent et hurtigt, pludseligt smæld, og så er det hele overstået. En bristende boble er i finansiel forstand en lang, pinefuld ørkenvandring af kursfald, kursfald, kursfald.
Læs også: Saxo Bank forudser inflations-scenarie: Har udpeget 40 aktier, der matcher det
Den økonomiske historiker Charles P. Kindleberger har i værket »Manias, Panics and Crashes« skitseret anatomien af finansielle bobler. Ingen bobler er nemlig ens, konstaterer han – men de følger et mønster. Her er faserne:
Forskydning: Det kan for eksempel være afslutningen af en krig eller innovation. I 1990erne var det for eksempel internettet.
Boom: Stigende aktiekurser forplanter sig fra en sektor til en anden og skaber en positiv spiral. Opturen bliver selvopfyldende. Investering for lånte penge tager til.
Eufori: I slutningen af 1990erne skulle historiebøgerne skrives om. Nu befandt vi os i en »new economy«. På markedet vælter det ind med nye investorer – også selvom der bliver advaret om overophedning. Der er en udpræget grad af »Fear of Missing Out« (FOMO-stemning), og troen på, at du kan sælge igen til det næste fjols i rækken, inden det kollapser, er stærkere end at investere fornuftigt.
Negativ event: Den udløsende faktor til nedturen kan være alt fra et dårligt regnskab, en konkurs eller ændringer i økonomisk politik. I starten af 2000 – kort før dotcom-boblen bristede – annoncerede den amerikanske centralbank rentestigninger.
Panik: Sælg, sælg, sælg. Men nedturen er ikke lineær. Der kan være gode dage og sågar længere perioder, hvor markedet synes at være i god gænge igen. Under finanskrisen efter Lehman Brothers’ krak tog det omkring et halvt år, før aktiemarkedet havde fundet bunden.
Charles P. Kindleberger henviser selv til, at krisefaserne minder mere om en ung knægt, der skal at lære at cykle. Når cyklen langsomt taber farten, bliver den mere og mere ustabil. Først når cyklen standser, vælter drengen.
Adskillige iagttagere har sammenlignet situationen i de seneste år på aktiemarkedet med slutningen af 1990erne. Jeg mener selv, at det minder mere om en blanding af 1990erne og den mindre kendte boble, »nifty-fifty«, i 1960erne, hvor mantraet var, at man blot skulle købe store virksomheder uanset, hvad der skete.
I dag er boblen pustet op af både passive investeringsfonde, grønne aktier og disruption. Ingen bobler er som sagt ens, og det vil nedturen heller ikke være.
Læs også: Simon Richard Nielsen: Alle taler om rentestigninger og aktier – her er sammenhængen
Læs også: Advarer om større aktiedyk: 'Det er ikke kun worst case scenarie, men et realistisk scenarie'
