Tidens store tema på de finansielle markeder er stigende renter og faldende aktiekurser. Men hvorfor falder aktierne, når renterne stiger?
Siden finanskrisens afslutning i 2009 har verden været simpel. Centralbankernes fælles front for at presse renterne ned har løftet alt, hvad der kan kravle og gå af investeringsobjekter: Aktier, obligationer, ejendomme, guld, bitcoin - you name it. Hvis det kan købes, bliver det købt - og det stiger.
Når spørgsmålet om, hvorfor aktierne falder, når nu renterne stiger, alligevel ikke er helt banalt som det lyder, skyldes det, at rentestigningen faktisk er udtryk for forhold, der burde tilgodese aktiemarkedet. Renterne stiger kort sagt, fordi der er udsigt til højere vækst.
Læs også: Lau Svenssen: 5 mulige genåbnings-vindere
Udsigten global genåbning har allerede presset prisen på at fragte varer rundt i verden opad. Råvarepriser, herunder fødevarer, stiger også markant. Der skal festes, rejses og forbruges løs lige om lidt. Samtidig tager statsbudgetterne over for centralbankerne i kampen om at skubbe penge ud i samfundet.
Det burde være et slaraffenland for aktierne. Ikke mindst fordi stigende renter er et udtryk for, at obligationskurserne falder. Obligationer vil altså give et elendigt, negativt afkast, hvis udviklingen fortsætter. I en porteføljebetragtning er det i sig selv være positivt for aktierne. Og nu, hvor renterne stiger, frygter aktiemarkedet, at festen er slut.
Bag de store makroøkonomiske tandhjul og centralbankpolitik gemmer der sig imidlertid en kraft, der er større end noget andet. Nogle vil kalde det tilbagekomsten af rationalitet og sund fornuft. Det handler om noget så simpelt som det spørgsmål, som investorer har stillet sig selv siden den første aktie kom til verden i Holland i 1609. Hvad er egentlig prisen for en virksomhed?
I de seneste år er god gammeldags analyse og værdiansættelse gået fløjten. Ikke fordi markedet nødvendigvis er blevet irrationelt, men mere fordi renteniveauet er helt afgørende for den beregning, man helt lavpraktisk bruger til at værdiansætte en virksomhed.
Siden tidernes morgen, bevares vi er igen tilbage til 1609, betyder ejerskabet af en aktie, at man ejer retten til at få en andel af et selskabs overskud i den tid, man ejer aktien. Prisen for et selskab er derfor summen af den indtjening, som selskabet forventes at levere i årene, der kommer.
Virksomheder med høj vækst og dermed stigende indtjening i fremtiden vil alt andet lige derfor være dyrere end virksomheder med faldende eller stabil forventet indtjening. Når investorer og analytikere er uenige om prisen på aktie, skyldes det forskellige skøn af, hvad den forventede indtjening er. Det skyldes ikke, at man er uenige om den metode, som man bruger til at værdiansætte en aktie.
Ja, markedsdeltagerne er sådan set rørende enige om, at de har et alternativ til overhovedet at være på aktiemarkedet. De kunne jo ligeså godt være gået på obligationsmarkedet!
Investorerne vurderer altid deres investering i forhold til, hvad man ellers ville kunne tjene på at eje en lang statsobligation udstedt af verdens største økonomi med verdens globale reservevaluta i ryggen. Derfor kalder man renten på en 10-årig amerikansk statsobligationer for den risikofrie rente. Dette er alternativet.
Og derfor skal den forventede indtjening i forbindelse med værdiansættelse af en virksomhed hvert år fratrækkes, hvad man ellers ville kunne tjene, hvis pengene var placeret i en amerikansk statsobligation. Denne regnetekniske manøvre kaldes en tilbagediskontering.
De virksomheder, hvor forventningerne til den fremtidige indtjening er størst, bliver derfor også relativt begunstiget på aktiemarkedet, når renterne falder. Den indtjening, man forventer i fremtiden, slår fuldt ud igennem i prisen på en virksomhed, hvis renten er 0.
Når renten igennem årtier kun er faldet, kan man ikke fortænke aktiemarkedet i at sende kursen på vækstaktier mod himlen. Måske lige med den parantes, at det synes at være stukket helt af i løbet af 2020.
Men sandheden kommer for en dag. Og det er præcis denne tilbagevenden til fokus på fundamental værdiansættelse af virksomheder, der får aktierne til at falde. De virksomheder, der har den højeste værdiansættelse - altså, hvor forventningerne til den fremtidige indtjening er størst, er også dem, der nu falder mest. Høj prissætning er den eneste fællesnævner for aktier i teknologisektoren, grønne selskaber som Ørsted og Vestas og sundhedsaktier som Coloplast og Ambu.
Danmark rammes særdeles hårdt lige nu. I 2020 var vi verdens bedste aktiemarked og nu skraber vi bunden. Over de seneste to år har C25-aktierne i gennemsnit givet lige godt 50 pct. i afkast inklusive udbytter - aktiemarkedet er stadig fantastisk.
Læs også: Lau Svenssen: Tilbage til virkeligheden – men det bliver en Ny Normal
Læs også: Kommentar: Bliver aktieboblen lige så længe om at dø som obligationsboblen?
Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner
