Henter kommentarer

Teknisk Set med Lars Persson: Renten fortsætter op og det presser aktiemarkedet


Den amerikanske rente fortsætter den stigende tendens, hvilket er med til at presse aktiemarkedet i denne tid. Spørgsmålet er, om det fortsætter i den kommende uge og hvis JA hvor langt ned det kan trække aktier.

Marts måned betyder en række generalforsamlinger og det første udbytte tikker ind på kontoen. Måske man skal holde krudtet lidt tørt i den kommende tid.

BW LPG - er der en rebound-mulighed?

BW-aktien toppede i midten af januar i kursniveauet 68 og i fredags lukkede aktien i 51.85. Aktien er i salg både på dags- og ugeniveauet. Faldet fredag betyder, at der blev etableret et ”gap” i niveauet.

På dagsniveauet etablerede de glidende gennemsnit et ”Death Cross” kort efter toppen i januar. Der blev ligeledes etableret et salgssignal i Bollingerkanalen og det er fortsat intakt. På ugebasis er der ligeledes salgssignaler i alle modeller og kursen skal over 61, før signalet bliver ændret i Bollingerkanalen. Det lange glidende gennemsnit på 28 uger ligger i niveauet 51 som en langsigtet støttelinie.

Faldet i aktiekursen har trukket ned i Momentum på ugebasis. RSI er ligeledes faldet tilbage og har ramt 31 på ugebasis.

ALK-Abello i en stigende tendens

På dagsniveauet er der divergens mellem modellerne. Bollingerkanalen er gået i salg for 4 dage siden. ALK-aktientoppede i midten af februar i niveauet 2800 og har været i en sivende tendens og nu handles aktien i niveauet 2600 og det lange glidende gennemsnit på 24 dage bliver testet som en støttelinie.

På ugebasis er købssignalet, som blev etablerede i slutningen af august intakt. Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er brudt igennem det lange glidende gennemsnit på 24 uger i maj, hvilket giver et positivt signal i aktien.

Den positive tendens i aktiekursen trækker op i Momentum og RSI på ugebasis. RSI er fortsat i en stigende tendens og har ramt ved niveauet 70. Nærmeste støtteniveau er ved 2500 og herefter i niveauet 2300, mens der er modstand i niveauet 2900 og herefter i niveauet 3200. Tilbagefaldet i aktiekursen giver en god opsamlingsmulighed i aktien.

Thule Group holder fast i den positive tendens

Der er et positivt signal på dagsniveauet i både Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit. ”Gappet” der opstod på dagsniveauet i forbindelse med regnskabet i februar er blevet lukket. På ugebasis er alle modeller i køb. Bollingerkanalens nedre støttelinie ligger i niveauet 310, mens det lange glidende gennemsnit på ugebasis ligger i niveauet 300 som en støttelinie.

Den positive tendens i aktiekursen trækker op i Momentum og RSI på ugebasis. RSI er over 70. Nærmeste modstandsniveau er ved 395 og herefter i niveauet omkring 425, mens der er støtte i niveauet 320-330 og herefter i niveauet 295-300. Thule-aktien ser interessant ud på niveauet.

Lars Persson ejer ikke aktier i de analyserede selskaber. Graferne er fra analyseprogrammet Vikingen.

Læs også: Kommentar: Har renten påbegyndt en rigtig optur, eller er udviklingen ufarlig?

Læs også: Handelsbanken: Disse tre aktier har størst potentiale