Henter kommentarer

Teknisk Set: Tre aktier med salgssignaler

Lars Persson, analytiker. PR-foto
Lars Persson, analytiker. PR-foto
Vis mere

Udbredelsen af coronavirus får nu investorerne til at søge mod sikker havn - guld stiger, og markederne er i rødt. I denne uges Teknisk Set ser Lars Persson nærmere på tre aktier, der alle har etableret salgssignal indenfor de seneste uger.

Så ramte Covid-19 Italien og Sydkorea. Spørgsmålet er, hvor meget virusudbuddet kommer til at koste på væksten i de enkelte lande, og om Nationalbankerne igen kan redde væksten ved en fortsat lav rente og - hvor det er muligt - at sætte gang i seddelpressen.

Italien, som i forvejen har det økonomisk svært, kan få det sværere, idet virusangrebet kan få turisterne til aflyse deres tur til støvlelandet, da man er nervøs for, hvordan smitten bliver håndteret, og mange vil nødig løbe en risiko. Dermed går landet muligvis glip af vigtige turistindtægter.

Da man nok må forvente en fortsat negativ aktieudvikling i de kommende dage, har jeg valgt at se på selskaber, der alle har etableret et salgssignal indenfor de seneste uger: ISS, Vitrolife og Aker.

ISS afventer udviklingen

ISS har etableret et salgssignal i ugen, der er gået. Aktien fandt ellers en bund i november i niveauet 140 og siden har aktien været i en stigende tendens frem til midten af februar.

For 2 uger siden blev det lange, glidende gennemsnit brudt af den faldende tendens i aktiekursen, og siden har aktien været i en faldende tendens.

I denne uge etablerede Bollingerkanalen et salgssignal efter 6 uger i køb.

ISS (Uge) Kilde: Vikingen Vis mere


Den faldende tendens i aktiekursen kan ses i Momentum på ugebasis, der har etableret en topformation og er i en faldende tendens, og den samme tendens ses i RSI, der er gået fra 95 ned til 48 på bare 5 uger. Nærmeste støtteniveau er ved 150 og herefter i niveauet 140, mens der er modstand i niveauet 175-180 og i niveauet 210-220.

Anbefalingen er, at man afventer denne uges regnskab og yderligere informationer om det hackerangreb, selskabet har været ude for.

Vitrolife er presset

Vitrolife havde en opadgående tendens frem til februar, hvor aktien toppede i niveauet 220 og siden har været i en faldende tendens. Den faldende tendens betyder, at de glidende gennemsnit er brudt oppefra. Både det korte og det lange på 8 og 24 uger.

Vitrolife (Uge) Kilde: Vikingen Vis mere


Fortsætter den faldende tendens i kursen, bliver der etableret et ”Death Cross” i løbet af 2-3 uger.

Faldet har ligeledes udløst et salgssignal i Bollingerkanalen på ugebasis. Der er endvidere en faldende tendens i de tre indikationsmodeller Momentum, MACD og RSI. Sidstnævnte har ramt 40 på ugebasis. Nærmeste støtteniveau er 150, som var en bund i den faldende tendens i november sidste år og tilbage i konsolideringsfasen i november og december 2018 og januar 2019, mens nærmeste modstandsniveau er 200 og herefter ved niveauet 220.

Aker brudt ud af den stigende tendens

Aker etablerede en bundformation i midten af august i niveauet 400, og nu handles aktien i 480, men aktien har brudt den stigende trend, der ellers havde stået på siden august sidste år.

De glidende gennemsnit på ugebasis er blevet brudt oppefra, og fortsætter den faldende tendens, så etablerede de glidende gennemsnit et ”Death Cross”. Bollingerkanalen er gået i salg på ugebasis.

Aker (Uge) Kilde: Vikingen Vis mere


Aktiekursen trækker ned i Momentum på ugebasis og RSI har ramt niveauet 43.  Nærmeste støtteniveau er ved 480 og herefter i niveauet 440, mens nærmeste modstandsniveau er ved 560 og herefter i niveauet 600.

Læs også: Analytiker: Dette kan stoppe aktiernes rekordridt

Lars Persson ejer ikke aktier i de analyserede selskaber. Lars Persson har arbejdet med teknisk analyse siden 1997 og har siden 2013 været en fast del af Millionærklubben, som du finder her.

Læs også: Teknisk Set: Kan investorerne høre advarselssirenerne?

Læs også: Teknisk Set: 'Aktien ser interessant ud'