Over en meget lang periode har de danske aktier og selskaber genereret rigtig gode afkast. De sidste 3 år, og måske også 5 år for nogen, har været anderledes. 

Er det blot en “tidslomme”, eller er virksomhederne nødt til at gå hårdere og mere konsekvent til værks for at skabe værdi?

Langsigtede, gode, konkurrencedygtige danske afkast
De danske selskaber har over en længere periode kunne levere årlige aktieafkast, som er fuldt ud konkurrencedygtige med de afkast, som man finder andre steder i verden. Ikke kun gode, men rigtig gode. Og helt i top.

De seneste år har det knebet
Hvis man alene betragter 2026 ser situationen lidt anderledes ud. Zoomer man ud viser det samme billede sig for 2025, for 3 årsperioden fra 2023-2026 og selv hvis vi går 5 år tilbage til tiden lige omkring og efter Covid ser afkast ikke imponerende ud for C25-aktierne på indeksniveau og ikke mindst for life science-selskaberne generelt.

Læs også: Norsk investor satser på dansk aktie: 'Ingen algoritme kan erstatte den'

Novo Nordisk har gjort ondt på “Visit Danmark”
Den naturlige og første forklaring på, at det kortsigtet ser ringere ud, end det har gjort over en længere periode, er ”Novo Nordisk”. Dels isoleret set for Novo Nordisk direkte selv. De fylder meget, og selv om der er en øvre grænse for, hvor meget de kan udgøre af C25-indekset, er det det danske aktiemarkeds “VisitDenmark”, når det kommer til investering.

Nedtur har spredt sig til andre selskaber
Udviklingen i Novo Nordisk betyder ikke kun noget for Novo Nordisk. Det smitter også af på opfattelsen af mulighederne i de danske life science-aktier generelt.

Derudover spiller det en rolle for ønsket om at investere med højere risiko i det danske aktiemarked generelt. Novo Nordisk er derfor en betydelig faktor for sundhedstilstanden i de danske aktier.

Lavere egenkapitalforrentning og ROIC
Det er dog ikke kun Novo Nordisks nedtur, som kan forklare den svigtende interesse for de danske selskaber. Resultaterne har været svagere, end hvad der langsigtet har drevet især de globale investorer ind i Danmark: Den høje egenkapitalforrentning og det høje afkast af den investerede kapital.

Prisfastsættelse er en udfordring
Når indtjeningen lader noget tilbage at ønske, skifter investorernes fokus. En høj prisfastsættelse er ikke en negativ udslagsgivende faktor, når bare vækst og profitabilitet er i top.

Men når disse forhold ikke længere kan tages for givet, er interessen om ikke væk, så dog mindre. Det er der, vi er aktuelt.

Læs også: Stor splittelse efter Novo-regnskab: Så meget kan aktien stige - og falde

Er virksomhederne konsekvente nok?
Hvis man på lang sigt skal måle værdiskabelse, er aktiekursen og afkastet de helt centrale faktorer. Hvis afkastet over 3-5 år er beskedent eller sågar negativt, bør det give stof til eftertanke, og være højt på ledelsens agenda. Både i direktion, men også hos bestyrelsen.

Investeringsmoden skifter
Virksomheder skal naturligvis ikke lastes for, at investorer sælger ud af aktier, eller at villigheden til at betale for en given prisfastsættelse falder over tid. Med mindre det altså skyldes, at selskaberne bliver mindre profitable og vokser langsommere.

Tid til at mod og vilje træffer værdiskabende beslutninger
Hvis resultaterne bliver ringere, afkast beskedne eller sågar negative over en længere periode:

  • Er ledelserne modige nok til at vende udviklingen?

  • Har de tilstrækkelig fokus på værdiskabelse?

  • Er det højt nok oppe på agendaen og har ledelsen redskaberne til at gøre noget ved det?

  • Har de modet til at bruge kapitalstrukturen offensivt og aktivt i udfordrende tider, og:

  • Får de tilstrækkelig støtte fra bestyrelserne?

Carpe Diem til dansk aktierevanche
Hvis svaret er ja til at de kan, tør og vil gøre noget, så er det nu, det gælder for dem, som skylder afkast over de seneste 5 år. Det er mere end på høje tid.

Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.

Læs også: Investorerne jubler over aktietilbagekøb fra biotekselskab - men man må ikke glemme investeringscasen, vurderer strateg

Læs også: Wall Street-boss frygter det værste: 35 pct. risiko for globalt økonomisk sammenbrud

Millionærklubben

Regnskabsstormen fortsætter i Millionærklubben denne torsdag, hvor friske tal fra blandt andre A. P. Møller - Mærsk, Zealand Pharma og GN Store Nord er i fokus Vi vurderer tallene og diskuterer, om det giver anledning til ændringer i porteføljen. Derudover retter vi blikke mod de globale finansmarkeder, hvor aktierekorderne står i kø og stemningen er let efter indikationer på en aftale mellem Iran og USA. Med i studiet er investor og strateg Michelle Nørgaard samt chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg og porteføljeforvalter i Millionærklubben Lau Svenssen. Vært: Adam Geil