Henter kommentarer

5 ting, der flytter markederne i denne uge

Traders work on the floor at the New York Stock Exchange (NYSE) in New York, U.S., October 31, 2019. REUTERS/Brendan McDermid
Traders work on the floor at the New York Stock Exchange (NYSE) in New York, U.S., October 31, 2019. REUTERS/Brendan McDermid Foto: BRENDAN MCDERMID
Vis mere

Velkommen til Euroinvestors overblik over de vigtigste økonomiske begivenheder, som du som privatinvestor skal holde øje med i den kommende uge.

 

Japansk økonomi taber pusten
Hvis man ser ud over verdenskortet, så har Japan været en af de store positive økonomiske overraskelser i de senere år. Efter næsten to årtier med deflation og lavvækst har kombinationen af en lempeligere pengepolitik og strukturelle reformer løftet væksten.

Men nu ser det desværre ud til, at japansk økonomi så småt er begyndt at tabe pusten igen. Der er ikke tale om nogen markant opbremsning, men investorerne gør klogt i at se på, om der også er svaghed at spore i ugens japanske nøgletal, hvor fokus især vil samle sig om ordreindgangen i industrien og tal for industriproduktionen, der offentliggøres henholdsvis tirsdag og torsdag, samt BNP-tal for tredje kvartal, der offentliggøres onsdag.

Den globale industriafmatning fortsætter
Hvis man alene ser på industriproduktionen er det næppe forkert at hævde, at verdensøkonomien allerede er i recession eller i hvert fald meget tæt på recession.

Læs også: Vestas-konkurrent i alvorlig krise - skrotter 3000 jobs

Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe denne industrirecession kommer til at vare. Er der udsigt til en langvarig industrinedgang, eller er det blot et midlertidigt chok, der aftager i takt med, at Brexit og handelskrigen finder en løsning, så en lempeligere pengepolitik igen kan løfte væksten op globalt?

Det bliver vi lidt klogere på denne uge, når vi får tal for industriproduktionen for september i blandt andet Storbritannien (mandag), eurozonen (onsdag) og USA (fredag). Tallene vil givetvis bekræfte, at der fortsat er udsigt til opbremsning i industrien.

Fed-chefen vil gentage sit budskab, men vil han tilføje noget?
Forrige onsdag satte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sin ledende pengepolitiske rente ned med et kvart procentpoint. Det var ikke nogen større overraskelse, men Fed-chef Jerome Powell var lidt mere tilbageholdende med at love yderligere pengepolitiske lempelser.

At dømme fra udviklingen i de globale aktiemarkeder siden rentebeslutningen, er investorerne ikke blevet helt skræmt, og spørgsmålet er dermed, om Powell i virkeligheden ikke, når det kommer til stykket, vil levere yderligere rentenedsættelser. Det er i hvert fald forventningen i markedet.

Læs også: Lundbeckfonden har købt sig ind i dansk aktie: 'Selskabet er førende på innovation'

Powell får mulighed for at udlægge teksten om amerikansk økonomi og udsigterne for pengepolitikken på onsdag, når han taler ved den halvårlige høring i den amerikansk Kongres.

Fortsat intet europæisk inflationspres
Siden krisen ramte i 2008-9 har inflationen på tværs af Europa nærmest konsekvent ligget under 2 pct., der er den Europæiske Centralbanks (ECB) officielle målsætning. Det samme har gjort sig gældende i de skandinaviske lande, der ikke er med i eurozonen.

At inflationen fortsat er meget lav i både Norden og eurozonen vil med stor sikkerhed blive bekræftet, når vi i denne uge får inflationstal for oktober for blandt andet Sverige, Danmark og Storbritannien, og for en række eurolande, herunder Tyskland og Frankrig.

Og mindst lige så vigtigt, så kommer der også amerikanske inflationstal i denne uge, der givetvis også vil bekræfte, at der ikke er noget væsentlig inflationspres i USA.

Regnskabssæson fortsætter
Ugen byder på en række spændende regnskaber fra både ind- og udland.

I Danmark får vi i denne uge blandt andet regnskaber fra Ambu, Zealand Pharma og A.P. Møller-Maersk. I Sverige får vi blandt andet regnskab fra Fingerprint Cards, der er en favorit blandt de danske private investorer.

På den internationale scene har vi blandt andet også regnskaber fra Cisco, Tencent og NVIDIA.

Overordnet set er de globale aktiemarkeder kommet ganske godt igennem regnskabssæsonen, men det er nok primært Federal Reserve og aftagende bekymringer om handelskrig, som investorerne skal takke herfor