Mandag bød på en dramatisk påmindelse om, hvor skrøbelig den globale økonomi er over for geopolitiske begivenheder, da oliemarkedet oplevede en »decideret panikhandel«.

Råoliepriserne eksploderede med op til 29 pct. og foretog derefter en brat kovending, Udsvingene fik selv erfarne handlere til at reagere med chok og forvirring, skriver Bloomberg News.

»Det var decideret panikhandel,« udtaler Nick Twidale fra AT Global Markets, der med 27 års markedserfaring beskrev den hektiske situation fra sit skrivebord i Sydney.

»Min telefon gik i gang hvert tiende sekund — bing, bing, bing — fra tradere til kunder til folk i branchen, som alle havde ét spørgsmål: ‘Hvad i alverden foregår der med olie?’,« udtaler han.

Den ekstreme kursudvikling blev udløst af vedvarende dårlige nyheder fra Mellemøsten, hvor en eskalering af konflikten mellem Iran, USA og Israel har skabt usikkerhed om forsyningerne fra Persiske Golf. 

Bekymringer om skibstrafikken gennem Hormuzstrædet og manglende udsigt til en løsning sendte Brent-olie op mod 120 dollar per tønde – et niveau sidst set i midten af 2022.

Stemningen skiftede dog brat. G7-landenes planer om at frigive olie fra strategiske reserver dæmpede de tidlige stigninger. Hertil kom udtalelser fra USA's præsident Donald Trump om, at konflikten snart kunne være overstået, hvilket yderligere kølede markedet ned. Det kan du læse om her.

Resultatet var det største fald på én dag fra rekordprisen til lukkepris for Brent-olie nogensinde, sammenligneligt med sving under Covid-pandemien.

Udover olie oplevede andre råvarer som aluminium og guld også store udsving. Gasmarkederne var ligeledes i oprør, da frygt for forsyningsmangel spredte sig blandt købere i Asien, forstærket af et fortsat nedbrud på verdens største LNG-eksportanlæg i Qatar.