Tiden er ikke til at investere i rentefølsomme tech-aktier.

Det understreger Michael Friis Jørgensen, fast forvalter i Millionærklubben og aktiechef i H.C. Andersen Capital, da snakken i onsdagens udgave af Millionærklubben ledes hen på såkaldte fintech-aktier.

Fintech er en sammentrækning af finans og technology, og begrebet dækker over selskaber, som nytænker den finansielle sektor med teknologi.

»Der er kæmpemæssig upside for de selskaber, der lykkes, men før renterne vender rundt, er du ude at pisse i modvind,« siger Michael Friis Jørgensen med henvisning til den hårde situation for investorerne.

Ordene falder, da Michael Friis Jørgensen spørges ind til fintech-selskabet Upstart Holdings, som ud fra kunstig intelligens – også kaldet AI – kreditvurderer kunder, tilbyder dem lån, og de lån sælges så videre til banker.

Det er en drømmecase i et nulrente miljø, siger aktiechefen, men deres forretningsmodel er »helt ødelagt« indtil vi har et bedre miljø, hvor bankerne igen vil købe lån.

»Problemet er, at de syndikerer lån og sælger dem videre, og der er ingen købere til dem,« siger Michael Friis Jørgensen.

Vækstaktier er generelt kendetegnet ved at have det svært i et miljø med høje renter, og der hersker høje renter for tiden, eftersom den amerikanske centralbank, Fed, har hævet renten med historiske løft siden foråret.

Af den grund tør Michael Friis Jørgensen, som dog ejer lidt aktier i Upstart Holdings, heller ikke købe flere.

»Den der (Upstart Holdings, red.) tør jeg ikke købe, før vi har set Fed knække, og renterne er på vej nedad igen, og jeg kan begynde at vurdere det. For når jeg kigger ind i deres ting ligner det, deres AI-maskine fungerer, men forretningsmodellen med at sælge lån videre holder simpelthen ikke nu,« mener han.

Aktien i Upstart Holdings braget ned med 94 pct. det seneste år.

Læs også: Elon Musk dumper Tesla-aktier igen

Læs også: Køber kraftigt op i Bavarian: 'Det er ikke noget, folk skal følge'