Mandag middag landede en meddelelse fra medicinalkæmpen Novo Nordisk, der har sendt aktien markant ned.
Selskabet kan nemlig ikke vise en signifikant effekt på forebyggelsen af Alzheimers i det såkaldte Evoke-studie.
Nu sætter topchef i Novo Nordisk, Mike Doustdar, ord på det skuffende studie.
Det sker i en video på det social medie LinkedIn.
- Vi vidste altid, at der ville være lav sandsynlighed for succes, siger han blandt andet og tilføjer, at det ikke var det udfald, Novo havde håbet op.
- Men vi er stolte af at have gennemført to af de største fase 3-forsøg i tidlig Alzheimers sygdom, som vil bidrage til og yderligere forbedre forståelsen af denne sygdom, siger han videre.
Derudover takker han de medvirkende i studiet samt medarbejderne, der har bidraget.
Fra topchefen lyder det også, at Novo Nordisk altid vil stræbe mod innovation og finde nye veje for at hjælpe mennesker med alvorlige kroniske sygdomme.
- For nu forbliver semaglutids historie solidt forankret i dets dokumenterede evne til at transformere diabetes- og fedmebehandling samt reduktion af kardiovaskulær risiko og andre komorbiditeter, hvor dets effekt fortsætter med at vokse globalt, siger Mike Doustdar til slut i videoen på LinkedIn.
Læs mere om det fejlslagne studie her.

