Højere omsætning, større overskud og en optimistisk fremtidsprognose. Airbnb leverede et regnskab for andet kvartal, der overgik forventningerne på alle væsentlige punkter, hvilket sendte aktien op med 9 pct. efter markedets lukketid.

Fremgangen skyldes en stærk efterspørgsel »på tværs af alle regioner«, oplyser selskabet, ifølge CNBC.

Airbnb rapporterede en indtjening på 1,37 dollar per aktie mod de ventede 1,25 dollar. Omsætningen landede på 3,61 mia. dollar mod et estimat på 3,58 mia. dollar – en stigning på 17 pct. fra 3,1 mia. dollar året før. På bundlinjen steg overskuddet til 816 mio. dollar mod 642 mio. dollar (eller 1,03 dollar per aktie) i samme periode året før.

Læs også: Genmab opjusterer forventningerne efter stærkt første halvår i 2026

For det indeværende kvartal forventer Airbnb en omsætning på mellem 4,69 og 4,77 mia. dollar, hvilket overgår analytikernes forventning på 4,61 mia. dollar. Bookingvæksten lå i den høje encifrede procentdel i USA, Canada, Europa og Mellemøsten. I Asien-Stillehavsområdet voksede bookingerne med 15–19 pct., mens Latinamerika førte an med en vækst på omkring 20 pct.

Airbnb fremhæver især Brasilien og Mexico som trækkræfter, men understreger: »Samlet set observerer vi fortsat markedsandelsgevinster bredt i Latinamerika, hvilket demonstrerer succesen med vores ekspansionsstrategi i denne region.«

Airbnbs frie pengestrøm voksede med 30 pct. til 1,25 mia. dollar mod 962 mio. dollar året før.

Læs også: Markedsanalytiker: Det sender et vigtigt signal til investorer

Læs også: Flaskehalse sendte salget mod månen – nu falder årets bedste amerikanske aktie