Vestas-investorer kan muligvis få et tidligt påskeæg, når den danske vindmølleproducent præsenterer sit regnskab onsdag. Det er nemlig opløftende tal, som aktieanalysechefen fra Sydbank Jacob Pedersen spå i Vestas' kommende regnskab.
Sydbank er positive, når det kommer til Vestas-aktiens fremtid, og derfor holder banken også fast i dens købsanbefaling på den grønne danske aktie. Det er på trods af, at Vestas-aktien i år er faldet med 5 pct. grundet stigende inflation og Rusland angreb på Ukraine, som har kostet vindmølleproducenten dyrt.
Det vælter dog ikke aktieanalysechefens optimisme:
»Jeg regner med, at Vestas-aktien ligger noget højere om et år, end den gør nu.«
Vestas bevæger sig i hans optik i den rigtige retning.
»I det kvartal, som man kommer ud af nu, har man færre tabsgivende ordrer i ordrebeholdning end i tidligere kvartaler. Færre tabsgivende ordrer i ordrebeholdningen betyder også, at man bør kunne levere en bedre indtjening,« udtaler han.
I 4. kvartal af 2023 kunne Vestas ligeledes præsentere en ny kvartalsrekord for ordrer. Det er en god indikator for firmaets fremtid, hvis man spørger Jacob Pedersen.
»Kvartalsrekorden tillægger jeg en stor betydning i forhold til, hvad vi kan forvente os af Vestas i fremtiden. De ordrer, som Vestas har fået, er ordrer, som først skal opføres i 2025, så det er ikke nogle ordrer, som påvirker Vestas omsætning og indtjening i det kvartal, der er gået.«
Det er altså først ordrer, som kommer til at vise sig i Vestas regnskab, når vi kommer et stykke ind i 2024 samt 2025.
Man skal se længere ud i fremtiden, mener Jacob Pedersen:
»For hver dag der går, bliver der færre tabsgivende ordrer i Vestas' ordrebeholdning, fordi man har hævet priserne, og der kommer flere ordrer i ordrebeholdningen, som man kan tjene penge på. For hver dag der går, kommer Vestas et bedre sted hen.«
Sydbank regner også med, at Vestas kommer til at holde fast i selskabets ambition om at få en overskudsgrad på 10 pct. i 2025, og Jacob Pedersen mener da heller ikke, at det er helt urealistisk.
»Jeg ser et Vestas, som i perioden frem mod 2025 godt kan begynde at nærme sig de forjættede 10 pct. i overskudsgrad.«
Overskudsgrad, eller EBIT-marginen, følges nøje af investorer og analytikere, fordi nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger. Det kan du læse mere om her.

