Der skal blot "et lille skub" til at sætte et meget ensidigt positioneret aktiemarked i uro.
Det mener Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
Han peger på, at samtidig med at investorerne øger deres risikoappetit betydeligt, så aftager deres optimisme, når det gælder den økonomiske vækst. Og den kombination udgør en risiko for aktiemarkedet.
»Vi så i går, hvad sådan et lille skub kan være: Højere realrenter, der presser prissætningen af de dyreste og mest crowdede dele af aktiemarkedet centreret omkring it, cyklisk forbrug - som for eksempel elbiler - samt nyligt børsnoterede selskaber med aggressive vækstplaner uden aktuel profitabilitet« siger han i en kommentar.
Philip Jagd er dykket ned i data fra den amerikanske storbank Citi, der offentliggør det såkaldte Lewkovitch indeks for aktiemarkedets niveau af henholdsvis panik/eufori. Og det viser, at investorerne den seneste måned har øget deres risikoappetit markant.
Læs også: Danske Bank forventer større nervøsitet i markedet: Disse aktier bør du satse på
Ifølge Sampensions aktiechef er indekset nu på det højeste niveau siden tech-boblen i 1990'erne, hvilket sammen med en lang række andre indikatorer peger mod en uset stor risikotagning blandt investorer.
»Segmenter af aktiemarkedet i USA faldt 5-6 pct. nærmest ud af det blå i går. Det skete, efter at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell blev nomineret til at lede banken i en ny periode, hvilket fik realrenterne til at stige en lille smule efter lang tids fald til rekordlave niveauer« siger Philip Jagd og fortsætter:
»Nomineringen sendte renterne op og inflationsforventningerne ned i formodning om, at Jerome Powell nu har fået card blanche til at normalisere pengepolitikken og bekæmpe den kraftigt stigende amerikanske inflation«.
Præsident Biden har offentligt italesat, at han vil bringe inflationen under kontrol, fordi de amerikanske forbrugere oplever stigende leveomkostninger.
»Markedet antager meget rimeligt, at Powell har modtaget samme besked fra Biden for at få forlænget sin ansættelse«.
Aktiechefen påpeger, at fortsætter stigningen i realrenterne, er der ingen tvivl om, at det vil presse prissætningen af aktiemarkedet bredt set og særligt de højt prissatte selskaber.
»Derfor skal man som investor overveje, om man bør tage lidt risiko af eller alternativt sprede sin aktierisiko væk fra de segmenter« siger Philip Jagd.
Læs også: Porteføljeforvaltere ser potentiale i aktien - det mener analytikerne om den
Læs også: Chefstrateg: Markedet hårdt ramt af corona og udsigt til stramning
.\˙ MarketWire