Henter kommentarer

| Opdateret

Danske Bank forventer større nervøsitet i markedet: Disse aktier bør du satse på


Investorer bør have relativt flest aktier inden for særligt to dele af aktiemarkedet.

Det vurderer Danske Banks seniorstrateg Natalia Setlak med henvisning til udsigten til øget coronasmittespredning. Det drejer sig om aktier i selskaber inden for kommunikationsservice samt finansbranchen. Det giver en balanceret risiko i forhold til renteudviklingen, påpeger hun. Det sker med henvisning til, at en »hård coronavinter kan forlænge den globale hovedpine med høj inflation.«

»Forhøjet inflation og pengepolitiske stramninger kan sende renterne i vejret, hvilket finanssektoren vil nyde godt af. På den anden side ser vi fortsat potentiale i sektoren kommunikationsservice, som er den billigste blandt sektorerne med strukturel vækst – dvs. underlæggende vækst der er mindre afhængig af de økonomiske konjunkturer – og dermed bør sektoren ikke være så følsom over for renteudviklingen,« forklarer Natalia Setlak.

Læs også: Saxo Bank: Inflationen vil fortsætte – det vil disse aktier nyde godt af

»Kommunikationsservice omfatter blandt andet bliv hjemme-aktier – dvs. aktier, der nyder godt af, at vi tilbringer mere tid i hjemmet – og de kan drage kortsigtet fordel af de stigende coronatilfælde. Det er for eksempel selskaber inden for streaming, gaming og sociale medier,« bemærker Natalia Setlak.

Selvom Danske Bank ikke forventer, at smittespredningen udløser større markedsfald, forventer seniorstrategen alligevel øget usikkerhed på de finansielle markeder. Derfor giver det ifølge Natalia Setlak.bedst mening at have mere fokus på at beskytte sine investeringskroner end at tage mere risiko i porteføljen for at jagte et højere afkast.

Læs også: Nordea: Det kan forklare, hvorfor det danske aktiemarked falder

Fokus på at beskytte sine investeringskroner »medvirker blandt andet til, at vi aktuelt anbefaler investorer at have en overvægt i amerikanske aktier i deres porteføljer. I perioder med usikkerhed kan vi typisk se, at mange investorer søger mod USA, og at amerikanske aktier ofte er en tand mere robuste end mange andre aktier,« forklarer hun.

Danske Bank fremhæver i den forbindelse, at smittespredningen og brugen af restriktioner er mere udtalt i Europa end i USA.

Læs også: Nøgletal udfases: Det betyder det for dig som investor

Læs også: 3 mulige vinder-aktier: 'Det er et fantastisk godt selskab'