Stemningen er skiftet på aktiemarkedet.
De toneangivende aktieindeks er eksempelvis alle i rødt torsdag, mens VIX-indekset er fløjet i vejret med 25 pct. Det kommer efter, at vi de sidste par dage har oplevet massive fald på rentemarkedet, fortæller aktiechef Michael Friis Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital. De amerikanske 10-årige renter er næsten faldt 15 bp i løbet af to dage, og hele 40 bp siden toppen i marts. Den er nu nede på omkring 1,32 pct., hvilket ifølge Nordea er det laveste niveau de seneste fire måneder.
Læs også: Danske Bank: Nye inflationsmål kan påvirke renten
»Markedet tolkede i starten rentebevægelsen, som om Fed (den amerikanske centralbank, red.) havde styr på inflationen, men den fortolkning er blevet afløst af en bekymring for, at rentefaldet afspejler, at væksten i økonomierne er ved at toppe,« lyder det fra aktiechefen.
»Til at begynde med steg tech-aktierne, men hvis renterne fortsætter nedad, kan det skabe en korrektion (større aktiedyk, red.). Aktierne er prissat ud fra, at vi vil opleve høj vækst i 2021 og 2022, men nu er der en bekymring for, at økonomierne har toppet,« udtaler Michael Friis Jørgensen.
For ham at se kan det blandt andet forklares med, at vi forleden fik lidt dårligere end ventet ISM-tal for servicesektoren.
Det har betydet, at fortællingen på børsmarkederne er skiftet fra, at vi befinder os i en bull-cyklus, altså et stærk opadgående marked til, at økonomierne er nær toppen, forklarer aktiechefen.
Den udlægning kan man godt genkende hos Danske Bank.
»Investorerne er nervøse og bekymrede for, at der er et peak i væksten,« udtaler senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen, der tilføjer, at der ikke vil være så meget fart i væksten, men at der stadig vil være vækst.
Læs også: Danske Bank-analytiker: Derfor er opjustering ikke den helt store overraskelse
Han forklarer skiftet på aktiemarkedet med en dårlig kombination af to ting, der ellers har drevet børsmarkederne opad: It- og vækstaktierne og udsigten til stigende renter, der har været gunstig for value-aktierne.
»It- og vækstaktierne har drevet markedet op, men du kan ikke blive ved med at købe dem, fordi de på et tidspunkt bliver for dyre. Samtidig er renten faldet tilbage, så kan du heller ikke købe value-aktierne,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.
Han forudser, at vi går ind i en periode med flere kursudsving, og han kan sagtens se for sig, at aktiemarkedet kan falde 5 pct.
»Men aktiedyk på 5 pct. skal man som investorer lære at acceptere. Jeg ville i hvert fald ikke sælge på det for at håbe på, at jeg kunne købe aktierne billigere tilbage. Jeg tror heller ikke, at vi vil få en korrektion på mere end 10 pct. Hvis aktiemarkedet falder mere end 5 pct., så er jeg i hvert fald køber i markedet,« udtaler han.
Læs også: Ny strategi: Inflationsmål hæves
Læs også: Nedturen fortsætter for Kahoot: Så meget er aktien bakket


Mediegigant i brutalt dyk

