De private investorer skal være forsigtige med at jagte afkast i de dyre amerikanske teknologiselskaber.
Sådan lyder det fra aktiechef i Sampension, Philip Jagd, i en kommentar torsdag.
I stedet bør man se sig om efter nogle lignende selskaber andre steder eller blot holde på sine penge, til den økonomiske situation melder om mere vished.
»Som privat investor skal man passe på med at jagte stigningerne i specielt amerikanske teknologiselskaber, hvor mange af dem er blevet ekstremt dyre. Man kan i stedet se på lignende selskaber i andre regioner eller bevare lidt tørt krudt til, at der er mere vished om den økonomiske udvikling,« lyder det altså fra aktiechefen.
Anledningen til aktiechefens udtalelse er, at danskernes aktieformuer faldt med knap 10 mia. kr. i maj ifølge nye tal fra Nationalbanken.
Læs også: Saxo Bank: Spot dit næste guldæg på solsengen og andre tips til at få porteføljen i sommerform
Ifølge Philip Jagd skyldes det, at danskernes formuer særligt er eksponeret mod danske aktier, der havde en kedelig måned.
»Når det er sagt, så har pilen generelt peget opad på markederne i 2023 anført af få store amerikanske teknologiselskaber, som har trukket det brede amerikanske marked i et såkaldt bull-marked efter at være steget med over 20 pct. siden oktober. Det betyder også, at aktieformuerne trods faldet i maj er steget betydeligt i år,« udtaler aktiechefen.
Det store amerikanske indeks Nasdaq 100, hvor store techgiganter som Apple, Google, Microsoft og Nvidia indgår, er siden årsskiftet drønet op med mere end 36 pct.
Kigger man på MSCI World-indekset, der afspejler hvordan aktierne har klaret sig i mere end 20 udviklede lande, lyder stigningen på mere end 12 pct. siden januar.
Om resten af året bliver lige så godt som første halvår, er tvivlsomt, vurderer Philip Jagd.
»Vi har på det seneste set lidt kursfald, hvilket vidner om øget usikkerhed på markederne, hvor investorerne blandt andet ser ud til i stigende grad at indstille sig på, at centralbankerne nok ikke er færdige med deres renteforhøjelser. Og den udvikling kan måske være en forsmag på en periode uden de store afkast,« siger han.
Læs også: ISS har fundet ny topchef
Læs også: Formueforvalter: Disse aktier ser særdeles billige ud

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner