For nogen er den allerede begyndt, mens andre må vente lidt endnu.
Det er sommerferien, det drejer sig om, og selvom man skal koble af og nyde sin feriero, er det også et oplagt tidspunkt at give sin portefølje en smule kærlighed.
Sådan lyder det fra Nordisk Direktør i Saxo Bank, Philip Frijs, der har samlet tre gode sommerråd til porteføljen.
»Selvom vi befinder os i en økonomisk usikker tid, så betaler det sig at være investeret på den lange bane, og derfor kan et sommereftersyn være godt givet ud. Her får du mine tre tips til, hvordan du sikrer dig, at dine investeringer er i sommerform uden at skulle bruge hele ferien foran en skærm,« lyder det fra Philip Frijs.
Find dit næste guldæg på solsengen
Selvom du holder ferie, gør finansmarkederne det ikke. Derfor kan det ifølge Saxo Bankdirektøren være en god idé at holde et vågent øje med investeringsmuligheder, der passer til ens portefølje og mål fra solsengen.
»Ferie er et oplagt tidspunkt til refleksion og kunne sagtens bruges på at finde ud af, hvordan du gerne vil investere dine penge. Måske er der dukket nye spændende selskaber eller investeringstemaer op, som kunne give din portefølje et ekstra pift.«
Tjek din portefølje igennem
»Mens du ligger i skyggen på en hviledag, kan både du og din opsparing også få glæde af at blive tjekket igennem. Måske din portefølje ikke længere stemmer overens med dine mål og ønsker?«
Philip Frijs har ikke opskriften på den bedste fordeling af investeringsaktiver. Han understreger, at det kommer an på ens risikovillighed og specifikke situation. Men han mener, at man i sommerferien bør tjekke om ens mål og middel passer sammen.
Læs også: Investors syn på markedet blev ændret radikalt: ‘Selvfølgelig kan man slå markedet’
»Eksempelvis egner kontante midler sig bedst til kortsigtede økonomiske mål, obligationer er gode på den mellemlange bane, hvorimod aktier er bedst på langt sigt. Den mest simple måde at sikre spredning af din risiko er ved at sætte midler i bredspektrede ETF’er eller investeringsforeninger. Det er også altid en god idé ikke blot at allokere på tværs af aktivklasser men også på tværs af sektorer og regioner.«
Pas på fomo og bobler
Som investor kan man hurtigt blive fristet til at hoppe med på en bølge af frygt for at gå glip af den næste gode investering.
I øjeblikket har Saxo Bank eksempelvis et godt øje til virksomheder, der arbejder med AI – kunstig intelligens. Men det er ikke uden risiko, når mange investorer flokkes om specifikke virksomheder og sektorer.
»Den første risiko er, at der på rekordtid bliver skabt høje forventninger til, hvor stor indflydelse AI vil få og hvor hurtigt, det kommer til at gå. Se bare få år tilbage, hvor mange troede, at selvkørende biler ville blive det næste store hit, men det har taget længere tid end forventet.,« skriver Philip Frijs.
En hype om bestemte selskaber kan også skabe en kraftig stigning i aktiekursen, der på sigt kan reducere det langsigtede afkast.
»Det hele afhænger nemlig af, hvordan og i hvilken grad AI bliver integreret i vores daglige liv. Dette er blot et eksempel, men også en påmindelse om, at der fortsat kan opstå bobler på finansmarkedet. Invester i det, du er tryg ved og ikke det andre er trygge ved,« lyder det fra til sidst fra direktøren.
Læs også: Strateg i storbank ser ligheder med it-boblen: Pengene drypper ud af teknologisektoren


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner