Henter kommentarer

Aktiechef holder skarpt øje med udviklingen: Det kan fortælle dig det, som vi alle gerne vil vide


Der begynder at danne sig et mønster på aktiemarkedet, der er værd at holde øje med.

Det påpeger Michael Friis Jørgensen, der er aktiechef hos HC Andersen Capital.

En række selskaber er på vej på børsen, og det fortæller meget om stemningen i en tid, hvor der er massiv usikkerhed om, hvorvidt økonomien skal op eller ned.

Læs også: Årets største børsnotering lige om hjørnet - der kan være lagt op til kursfest

Skoproducenten Birkenstock meldte tirsdag ud, at selskabet vil på børsen i New York. Torsdag sender japanske Softbank sin halvleder-forretning, computerchipselskabet Arm, på børsen, mens marketingselskabet Klaviyo arbejder på en børsnotering.

Børsnoteringerne fortæller os, at der er ved at ske noget, understreger Michael Friis Jørgensen.

Der er penge på vej ind i kommende børsnoteringer. Spørgsmålet er, om det er et vindue, der kun er åbent et kort øjeblikket, eller om markedet under overfladen og i sprækker er mere optimistisk end tidligere.

Læs også: Markedsstrateg: Kendt selskab rygtes på vej på børsen - branchen har før belønnet investorerne

»En bølge af børsnoteringer kan fortælle dig det, som vi alle gerne vil vide. En enkelt børsnotering siger ingenting, men en bølge af børsnoteringer fortæller os, at der er en skare af investorer, der tror på, at markedet er på vej op,« udtaler Michael Friis Jørgensen.

»Det bliver rigtig spændende, hvordan det går Arm-børsnoteringen. Hvis det går godt, kan det puste liv i vækstaktierne,« udtaler han.

Læs også: 4 mulige vinderaktier: Kendt aktie har en 'helt ufattelig lav værdiansættelse'

Arm er en chipdesigner ligesom populære Nvidia, der tidligere i år er blevet sendt i vejret på investorernes interesse for kunstig intelligens. Arms succes kan derfor måske skabe interesse for vækstaktierne i en tid, hvor vækstaktierne er kommet under pres.

»Markedet for børsnoteringer fortæller en anden historie end det, som vi har hørt de seneste mange måneder, altså at vi muligvis står over for en recession, der kan ramme aktiemarkedet. Arm-børsnoteringen er for mig at se mere spændende end den rentemelding, der kommer fra Den Europæiske Centralbank torsdag,« udtaler han.

»Børsnoteringerne fortæller noget om optimismen i markedet. Når du som investor køber aktier i et selskab, der er på vej på børsen, så køber du nok også andre slags aktier,« forklarer han.

For ved en børsnotering er du parat til at løbe en risiko ved at sætte penge i et selskab, som du ikke tidligere har kunnet følge i markedet. Du køber samtidig noget, hvor nogen - en tredje part - har sat prisen for dig i stedet for markedet, forklarer aktiechefen.

»Når der er tegn på, at markedet for børsnoteringer starter, så er det spændende, fordi det ikke sker i et marked, der er dybt pessimistisk,« forklarer aktiechefen.

Det skyldes, at det er dyrt for et selskab at gå på børsen, og det koster også ressourcer hos dem, der arbejder med den enkelte børsnotering. Det er ikke ressoucer, som man ville bruge, hvis man troede, at børsnoteringen ville floppe, forklarer aktiechefen.

»Hvis Arm bliver en succes, kan det åbne for en børsnoteringsbølge,« vurderer Michael Friis Jørgensen.

Han bemærker i den forbindelse, at Arm-aktien ikke er billig, men aktien er solgt til investorerne på fortællingen om markant vækst ude i fremtiden.