Det er bemærkelsesværdigt og et »meget stærkt signal«, at den danske medicinalgigant Novo Nordisk i dag har været ude med endnu en opjustering.
Sådan vurderer aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting overfor Euroinvestor, hvor han dog også tilføjer at det ikke er nogen »kæmpe overraskelse«, da alle i finansmarkedet ved, at Novo Nordisk har massiv medvind på cykelstien.
»Altså man bryder jo skalaen i forhold til guidance. Det er ikke bare sådan et 'hey det går godt, nu hæver vi lige bunden og indsnævrer forventningerne'. Man smadrer så at sige forventningerne,« siger Lars Hytting og tilføjer:
»Når man før havde forventet en salgsvækst på 27-33 pct. og når nu melder den til 32-38 pct. så er det jo fantastisk stærkt. Imens at EBIT også lige får et nøk.«
Læs også: Novo Nordisk opjusterer forventningerne
Novo Nordisk øger i dagens udmelding forventningerne til driftsoverskuddet målt på EBIT fra de tidligere udmeldte forventninger om 31-37 pct. til 40-46 pct.
Opjusteringen skyldes højere forventninger til salgsvolumen af fedme- og diabetesmidlet Ozempic i USA, samt brutto-til-netto salgsjusteringer for Ozempic og Wegovy i USA, fremgår det af dagens meddelelse.
Lars Hytting og Artha Kapitalforvaltning er med egne ord 'fyldt op til begge ører' med Novo-aktier – i hvert fals så meget som vedtægterne tillader. Derfor jubler han også over dagens opjustering:
Kan du i din tid på aktiemarkedet huske noget dansk selskab, der har så meget medvind som Novo har lige i øjeblikket?
»Nej, det har vi aldrig set før. Novo er et fantastisk selskab og flagskibet i Danmark, noget vi kan være stolte af. Europas mest værdifulde børsnoterede virksomhed er nu endnu mere værd, og gør det endnu bedre, end det vi tidligere var stillet i udsigt. Som ellers var rigeligt stærkt. Det er jo et fantomresultat det her,« siger Lars Hytting.
Læs også: Danskerne handler løs i kollapset aktie: Tallene tegner et klart billede
Han bider blandt andet mærke i, at det ikke er det populære fedmemiddel Wegovy, der driver opjusteringen, men i stedet diabetesmidlet Ozempic, der dog også har vægtreducerende effekter.
»Nu er det også Ozempic, som der bare bliver udsolgt af, fordi det er baseret på samme stof – Semaglutid. Så dem, der ikke kan få fat i Wegovy, køber Ozempic i stedet for. Novo sælger jo alt, hvad de ejer og har, og hvis de producerede mere, så kunne de sælge endnu mere. Det er gaven, der bliver ved med at give,« siger aktiechefen.
Betyder det noget for din vurdering af risikoen i aktien?
»Jeg ved ikke, om det vender noget, men vi kan ikke forvente at blive ved med at se så voldsomme vækstrater i hvert fald,« siger Lars Hytting og tilføjer:
»Det er også noget, man kan se på det danske indeks. Hvis vi rensede det danske indeks for Novo, så ville vi have et noget andet billede. Og ja, en del af risikoen ved, at der er mange, os selv inklusiv, der er fyldt op med Novo, er, at hvis der skulle komme noget gris, så er der ikke så stor en købsside til at samle den op.«
Læs også: Jyske Bank ændrer syn på stor dansk aktie
Læs også: Virksomheder går konkurs på stribe: 'Et svaghedstegn' i økonomien


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner