Henter kommentarer

| Opdateret

Aktieekspert om 5 nye aktier: 'Du får adgang til et aktiv, der ikke har været på børsen før'


En række spændende teknologiselskaber står over for en børsnotering i USA.

Saxo Banks Peter Garnry påpeger dog, at private investorer skal se sig godt for, hvis man går med på en børsnotering. Det skyldes blandt andet, at aktierne udbydes på børsen, fordi nogle mener, at de kan få en god pris for aktierne.

»Jeg vil nok gå så langt som at påstå, at mere end halvdelen af børsnoteringerne ofte ikke er en særlig god handel for en privatinvestor, men engang imellem er der børsnoteringer, hvor du som investor får mulighed for at komme ind i et marked, som er interessant,« påpeger Peter Garnry.

En børsnotering af en bank vil eksempelvis være knap så interessant, fordi der i forvejen er masser af børsnoterede banker, forklarer Peter Garnry og fortsætter:

»Det, der er interessant ved børsnoteringer, er, når du har et selskab, hvor de er en del af en industri eller har opdaget et marked, som ikke har været der før.«

Her ses en række amerikanske teknologiselskaber, der står over for en børsnotering:

5) Palantir

Dataanalysefirmaet er kendt for at have en række fremtrædende kunder, heriblandt CIA, på kundelisten. Palantir har kæmpet for at få forretningen til at vokse inden for den private sektor, fordi det anses for at være et afgørende for fremtidig vækst. bemærker Peter Garnry.

I forbindelse med børsnoteringen afslørede tal, at omsætningen var på 481 mio. dollar i de første seks måneder af 2020. Det var en stigning på 49 pct. sammenlignet med samme periode året før. Nettoindkomsten var negativ og viste et tab på 165 mio. dollar - det var ikke desto mindre en forbedring i forhold til året før, hvor der var et tab på 281 mio. dollar.

»Palantir er en virkelig interessant historie, og de har nogle stærke kontrakter med den amerikanske efterretningstjenste og andre amerikanske myndigheder, f.eks. politiet. Investorer skal bare huske, at der er mange andre selskaber, der laver dataanalyse,« udtaler Peter Garnry.

4) Doordash

Den amerikanske madudbringningskæmpe planlægger også at blive børsnoteret i 2020.

»De er blevet kastet ind i fremtiden på grund af coronakrisen. Desuden er der rigtig mange restauranter, der - indtil vi får en vaccine - skal leve af at kunne bringe mad ud af huset, og her spiller Doordash en rolle,« udtaler Peter Garnry.

Investoerer skal dog huske, at der er mange andre udbringningsselskaber, ligesom adgangsbarrierne til industrien ikke er nær så høje som andre steder, påpeger aktiestrategen.

DoorDash, der blev grundlagt i 2013, er endnu ikke profitabel, bemærker Peter Garnry. Selskabet landede ifølge Peter Garnry en omsætning på 900 mio. dollar i 2019.

3) Airbnb

Airbnb er blevet særlig påvirket under coronakrisen, der har holdt folk hjemme. Selskabet oplevede eksempelvis, at reservationerne på dets platform faldt med svimlende 90 pct., påpeger Peter Garnry. Genåbningen af økonomierne har dog betydet, at selskabet er gået videre med dets børsplaner.

»Airbnb er interessant  af flere grund - blandt andet fordi fordi det har et utrolig stærkt brand - men der er også en masse risiko forbundet med selskabet på grund af pandemien,« påpeger Peter Garnry.

Den aktuelle usikkerhed kan dog give en historisk mulighed for at få adgang til en teknologiplatform, der dominerer markedet for globale midlertidige lejeboliger, vurderer aktiestrategen. Børsnoteringen er sandsynligvis den mest forventede IPO siden Uber-børsnoteringen, da den afspejler den nye platform-økonomi, også kaldet dele- eller gig-økonomien, påpeger Peter Garnry.

Casen Airbnb har fået nogle ridser i lakken, fordi du i starten fik en autentisk oplevelse, hvor du kunne leje dig ind i andres bolig, men nu er det blevet et professionelt marked for udlåndsejendomme. Ejendomme bliver opkøbt med det eneste formål at leje dem ud til 'skyhøje priser' på Airbnb, og det har nok påvirket casen negativt, fordi det trækker permanente beboere ud af byerne, forklarer Peter Garnry.

»Airbnb er derfor en af de cases, der er kompleks. Hvor det ser interessant ud - det gjorde Uber også - men det er aldrig godt at være i en industri, hvor der er en meget stor modvilje fra mange af de byer og stater, som man opererer indenfor,« udtaler han.

2) Snowflake

Pandemien vil fremskynde cloud-baserede tjenester, da det gør selskaber mindre sårbar, eftersom virksomheden kan drives fra ethvert fysisk sted i verden. Det kan Snowflake vinde på, fordi selskabet leverer cloud-infrastruktur. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Snowflake konkurrerer mod Amazon, Microsoft og Google i cloud-infrastrukturbranchen, mens Snowflake også er en god kunde hos virksomhederne, lyder det fra Peter Garnry.

Selskabet giver dig mulighed for at få ren eksponering mod cloud-infrastruktur i stedet for en delvis eksponering igennem Amazon, Microsoft og Google, der alle er drevet af forskellige kerneforretninger, der spænder fra e-handel til computeroperativsystemer og online søgemaskine, forklarer han.

»Snowflake er nr. fire i cloud-infrastuktur-markedet, men det er også et rent 'spil' på cloud-området. Derfor tror jeg, at investorerne vil være begejstrede for børsnoteringen,« lyder det fra Peter Garnry.

1) Unity

Unity er interessant, fordi selskabet er i en interessant markedsposition, fordi der primært kun findes to store spiludviklingsplatforme for spiludviklingsselskaber, forklarer Peter Garnry. Udover Unitys spilmotor, så har det ikke-børsnoterede selskab Epic Games den anden udbredte spiludviklingsplatform.

» Vi ved, at når der er en meget høj markedskoncentration, så leder det som regel til høje profitmarginer og til nogle interessante dynamikker fra et aktionærsynspunkt. Det er et ret unikt selskab, og som investor får du adgang til et aktiv og en forretning, der ikke har været på børsen før,« udtaler han.

I 2019 havde selskabet en indtægt på 542 mio. dollar, hvilket er en stigning fra 381 mio. dollar i 2018, bemærker Peter Garnry. Det var med andre ord en solid vækstrate på 42 pct. I forbindelse med børsplanerne viste en række oplysninger, at selskabet havde et tab på 54 mio. dollar. Samtidig viste tallene, at selskabet i de første seks måneder af 2020 havde en omsætning på 351 mio. dollar, lyder det.

'Den vedvarende høje vækstrate og det mindre tab vil underbygge stemningen med hensyn til børstilbudet. Unity vurderer selv, at dens platformudviklingsplatform har en markedsandel på 53 pct. af de 1.000 mobilspil i Apple App Store og Google Play Store,' påpeger Peter Garnry.

'Hvis man som investor gerne vil se potentialet for Unity, så kan man måske se på selskabets største rival, Epic Games, der i 2019 havde en omsætning på 4,2 mia. dollar og som landede en indtjening på 730 mio. dollar,' skriver Peter Garnry

Læs også: Topchef: Vi er kommet ret stærkt ud af det i forhold til, hvor voldsomt det var

Las også: Warren Buffett i nyt opkøb