På endnu en travl regnskabsdag satte de amerikanske aktier kurs mod nye højder, da både S&P 500 og Nasdaq sluttede i rekord.
Det var de cykliske aktier, som førte an med energi i toppen, og kun sundhedsaktierne var reelt under pres.
Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct. og sluttede i 4429,13 indekspoint i årets 44. rekord. Nasdaq vandt 0,8 pct. og nåede årets 27. lukketop i 14.895,12 point. Dow Jones fik også et plus på 0,8 pct., men er endnu 0,2 pct. under sin bedste slutnotering.
- Vi har fået rigtig gode regnskaber. Måske belønnes selskaberne ikke på selve dagen, hvis de er steget meget op til, men tallene udgør et solidt fundament for markedet, og så ser værdiansættelsen bedre ud for indeksene, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg hos Danske Bank.
- Torsdag er der også mindre fokus på Delta-varianten. Bekymringen popper up fra tid til anden, men man tænker nedlukningerne ikke bliver som førhen. Goldman Sachs’ melding tidligere hjælper også stemningen i den forbindelse.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs løftede torsdag sit bud på S&P 500-indeksets niveau til nytår fra 4300 til 4700 point, og banken ser derfor nu yderligere et potentiale på 6 pct. Indekset er allerede steget 18 pct. i år.
IKKE FOR HURTIGT RENTELØFT
I S&P 500-indekset toppede energiaktierne med et plus på 1,3 pct., da olieprisen efter nogle hårde dage endelig vendte rundt og steg med 1,4 pct. Finansaktierne vandt også 1,2 pct. Her var det presset på renterne, der lettede, og det gavner bankernes forretning på ind- og udlån, når renterne stiger.
De tre teknologitunge sektorer, it, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, blev samtidig løftet 0,5 til 0,9 pct., mens sundhedssektoren mistede 0,4 pct.
- Markedet har handlet på, at renterne går ned. Cykliske sektorer skal tage over nu, hvor vi har haft de store stigninger i vækstaktierne, kommenterer Danske Banks investeringsekspert.
- Den største risiko for markederne er, hvis renterne stiger for hurtigt. Så kan der ske et stort udsalg af de store vækstaktier, og det vil tynge markedet. Men vi vil gerne have renterne til at løfte sig over tid.
Den tiårige rente i USA steg torsdag med 4 basispoint til 1,22 pct.
SYGEKASSER UNDER CORONAPRES
Microsoft trak mest op i markedet torsdag med et plus på 1,1 pct., mens facebook bidrog med et løft på i samme omfang. Amazon gik frem med 0,6 pct., og Alphabet blev løftet 0,8 pct.
Chipkæmpen Nvidia fortsatte sin optur og vandt 1,8 pct., mens Qualcomm, der torsdag gik i budkrig om svenske Veoneer satte sig 0,9 pct. Qualcomm har budt 4,6 mia. dollar for den svenske chipproducent, og prisen er 18 pct. over et tilbud, som Magna International tidligere er kommet med.
Til gengæld gik det den anden vej for de amerikanske sygekasser, der altså trak sundhedssektoren i minus. Den største af slagsen i USA, Unitedhealth, mistede 2,5 pct., mens Cigna bakkede hele 10,9 pct. Det var Cigna, som sammen med Cardinal Health, som smed 14,3 pct., der var synderne.
Øgede udgifter til covid-19-behandling tyngede nemlig begge selskabers regnskaber. Cigna ser af den grund forsikringsudbetalingerne stige i regnskabsåret til 83-84 pct. af indtægterne mod førhen 81-82 pct., og Cardinal meldte også om stor negativ effekt på bundlinjen.
UBER KØRTE FREM
På regnskabsfronten blev Uber omvendt belønnet med 3,0 pct. Koncernen øgede ellers sine betalinger til chaufførerne for at lokke dem ud på vejene i andet kvartal, men analytikerne holder fast i billedet om, at markedet nu er i vending.
De to medievirksomheder Fox og ViacomCBS steg også henholdsvis 5,1 og 7,1 pct. efter deres tal.
Endelig vandt rejsesitet Booking også 5,9 pct. Kunderne bookede i andet kvartal 157 mio. overnatninger mod spåede 137 mio. overnatninger, ifølge Bloomberg News, og dermed endte bruttobestillingerne på 21,96 mia. dollar mod konsensus på 15,97 mia. dollar.
Vaccineproducenten Moderna tog sig derimod en pause med et fald på 0,7 pct. efter et årsplus på nær 300 pct., selv om regnskabstallene faktisk lå over det ventede.
/ritzau/FINANS