Henter kommentarer

Aktien er steget 1170 procent: Her er analytikernes syn på hypet elbilsfirma


 

Danskerne har fattet interesse for det kinesiske elbilsfirma Nio, og aktien bliver hypet i diverse Facebook-grupper. Det er da heller ikke svært at få øje på, hvorfor aktien kan virke fristende. Den er fyret i vejret som en raket siden sommeren 2020. Men måske er raketten ikke helt ufarlig.

Konkret er aktien steget 1170 pct. fra begyndelsen af juni frem til nu. Men spørger du analytikerne, er der ikke mere at komme efter - tværtimod.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for en række elbilselskaber. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

De 20 analytikere, der dækker Nio, har et gennemsnitligt kursmål på 42 dollar, hvilket indikerer et fald i aktiekursen på 17 pct. fra nuværende niveau på 50,5 dollar. Analytikerne finder med andre ord aktien overvurderet, viser data fra Bloomberg.

Goldman Sachs: Aktien skal 556 pct ned

Den mest pessimistiske analytiker er Fei Fang fra den amerikanske investeringsbank Goldmans Sachs. Han har sat et kursmål på 7,7 dollar. Det indikerer et fald på 85 pct.

Analytikeren er bekymret for kursniveauet i Nio, fordi kursridtet er et udtryk for »overoptimisme«, som er ude af trit med virkeligheden på den måde, at der ikke har været nogen »substantiel ændring i volumen eller indtjeningsforventninger«, der kan retfærdiggøre det høje kursniveau ifølge analytikeren. Det skriver Marketwatch.

På den modsatte side står Bin Wang fra Credit Suisse som den mest optimistiske analytiker. Han har for nyligt mere end fordoblet sit kursmål for aktien til 60 dollar, så det nu indikerer et potentiale på 19 pct. fra i dag. Det forhøjede kursmål kom, efter at Nio 17. november fremlagde resultater for tredje kvartal 2020.

Her voksede salget af biler med 146 pct. fra året før, ifølge regnskabet. Selskabet tabte samtidig svarende til 1 mia. kr. i tredje kvartal, hvilket dog var en forbedring på 59 pct. i forhold til samme periode i 2019.

Aktiekursen er steget omkring 65 pct. den seneste måned, men i de sidste par dage har Nio tabt lidt fart; aktien er faldet omkring 6 pct. den seneste uge.

Tirsdag stiger aktien omkring 1 pct. i formarkedet ifølge Yahoo Finance.

Hvis man kigger på danskernes søgevaner, er søgeordet Nio i kraftig vækst i november, viser Googles statistik.

Læs også: Nye tal fra kinesisk aktie-komet

Læs også: Dansk Tesla-rival debuterer på børsen: Nu er han blandt de rigeste danskere