Det går igen bedre for de kinesiske aktier, som den senere tid er steget kraftigt, mens de fleste andre markeder har lidt under udsigten til markant højere renter og risikoen for en global recession, hvilket har sendt de globale aktier i et bjørnemarked.
- Kinesiske aktier har modstået det seneste fald på de globale markeder, understøttet af tegn på, at verdens næststørste økonomi er på kanten af genopretning, efterhånden som genåbningen tager fart, kommenterer den schweiziske investeringsbank UBS.
Udviklingen kan også ses på Golden Dragon-indekset på Nasdaq i USA. Indekset, som omfatter 72 kinesiske selskaber, fortrinsvist inden for teknologi, med børsnotering i USA, er steget med omkring 50 pct. siden bunden midt i marts, og alene tirsdag løftes det mere end 5,0 pct.
- Bedre end ventede økonomiske data i maj var den seneste drivkraft til at løfte kinesiske aktier op. Vi forventer, at det økonomiske opsving vil være stærkere i juni.
- De kinesiske aktiers outperformance har skilt sig ud i de seneste uger, da de globale markeder er faldet af frygt for, at hurtige centralbankrenteforhøjelser for at bremse inflationen kan skade den økonomiske vækst. Fremgangen i MSCI China-indekset har været særligt bemærkelsesværdig i betragtning af, at kinesiske aktier indtil for få uger siden var under betydeligt pres på grund af fornyede covid-19-udbrud, hvilket førte til langvarige nedlukninger og strenge foranstaltninger i større byer.
En af grundene til fremgangen er også løft til teknologiaktierne, da styret i Beijing synes at have tilendebragt sit korstog mod sektoren og nu synes at komme med mere støttende udtalelser med en efterlysning af en "sund udvikling" af branchen.
MSCI China er siden sin seneste bund midt i marts steget med knap 22 pct.
Læs også: Danske Bank: Så meget vil boligpriserne falde
Læs også: C25-darling får skåret 23 pct. af kursmål
.\˙ MarketWire