Henter kommentarer

Danske Bank: Så meget vil boligpriserne falde


Det er blevet markant dyrere at låne penge til en bolig, og hovedsageligt af den grund regner Danske Bank med, at huspriserne står foran fald.

Det vurderer banken i en ny prognose tirsdag. Her sætter de et konkret tal på, hvor meget de regner med, at boliger på det danske boligmarked vil miste i værdi.

»Selvom renten ikke faktisk er sat op endnu, så har udsigten til det allerede gjort det markant dyrere at tage et realkreditlån, især hvis det er med fast rente i 30 år. Det er svært at tro, at det ikke skal smitte af på huspriserne, og vi forventer, at de i gennemsnit vil falde med omkring syv procent fra deres nuværende niveau,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar til prognosen.

En række realkreditinstitutter har i løbet af den seneste uges tid åbnet op for et fastforrentet 30-årigt realkreditlån med 5 procent i rente. For et år siden var det muligt at optage et tilsvarende lån til en rente på blot 1,5 pct.

Danske Bank fremhæver, at det særligt er boligpriserne i de områder, der har haft de største prisstigninger, som står overfor mærkbare fald.

»Siden finanskrisen har vi set, hvordan stadig lavere renter har skævvredet boligmarkedet og især sendt priserne opad omkring de store byer, og nu taler meget for, at det kommer til at gå den anden vej, så nogle af de dyre områder bliver hårdest ramt. Men det er klart, at usikkerheden omkring alt, hvad der har med huspriserne at gøre, er meget stor,« mener Las Olsen.

Euroinvestor har tidligere beskrevet, at danskerne har fået munden på gled og forhandler sig frem til større rabat, når de køber lejlighed i forhold til sidste år.

Kigger man på landsplan og tager udgangspunkt i en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter, så forhandles den i gennemsnit ned med 63.000 kr.

Det svarer til 2,25 pct. rabat, og det er næsten en fordobling i afslaget – eller rabatten, om man vil – i forhold til samme kvartal sidste år, viser tal fra Finans Danmark.

Læs også: Danske Bank: Inflationen risikerer at bide sig fast

Læs også: Hollywoods glinsende stjerner promoverede krypto – nu rammer søgsmålene