Henter kommentarer

Aktierne buldrer afsted, men chefstrateg ser mere potentiale: Håber at kunne få i 'pose og sæk'


Der er fuld fart på de japanske aktier i øjeblikket, som målt på Nikkei-indekset slog torsdag rekord og ramte det højeste niveau nogensinde. Det er første gang siden 1989, at det er sket. 

Men selvom der er fart på de japanske aktier, kan der »i den grad« være mere at komme efter, lyder vurderingen hos Danske Bank. 

»Vi regner med at se aktiemarkedet i Japan fortsætte pænt opad i år,« siger chefstrateg Frank Øland til Euroinvestor. Han har også en anbefaling til, hvordan man som investor bedst kan investere i Japan – men den vender vi tilbage til senere. 

Det seneste år har det toneangivende japanske aktieindeks, Nikkei-indekset, leveret et afkast på 44,2 pct. Det bredere japanske Topix-indeks har i samme periode leveret 36,4 pct., mens verdensindekset MSCI ACWI har leveret 20,6 pct. 

I årets første godt halvanden måned har de japanske aktier også haft god fart på, og har givet verdensmarkedet baghjul indtil videre. Siden årsskiftet har Nikkei-indekset lavet et afkast på 14,3 pct., mens MSCI ACWI-indekset har leveret 3 pct. 

Hos Danske Bank vurderer man dog ikke, at aktierne står foran en hård opbremsning. 

Hvor længe kan de japanske aktier blive ved med at løbe så stærkt?

»Det tror jeg, at de kan et rigtig pænt stykke tid endnu. Hvis vi kigger på værdiansættelsen af de japanske aktier, så er de på ingen måde oppe på alarmerende niveauer,« siger Frank Øland. 

Han fortæller videre, at Nikkei-indekset i øjeblikket handler til en P/E – altså prisen for en krones indtjening – på 16. Til sammenligning handler de amerikanske aktier i S&P 500-indekset på lidt over 20, mens de i det teknologitunge Nasdaq-indeks er oppe på omkring 29. 

»Og du har stadigvæk en tredjedel af aktierne i Nikkei-indekset, som handler til under deres bogførte værdi. Så der er slet ikke noget, der gør, at man tænker, nu er vi oppe på de niveauer fra 1989. Der er vi overhovedet ikke,« siger Frank Øland. 

Læs også: Stort aktieindeks slår rekord: Højeste niveau siden 1989

Der er en række af årsager til, at de japanske aktier har haft det godt på det seneste, fortæller chefstrategen. Blandet andet begynder man at se prisvækst og inflation, hvilket har ført til et mere dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked. Samtidig har det givet de japanske forbrugere fornyet optimisme, fortæller Frank Øland. 

Derudover er den japanske valuta – yennen – i øjeblikket svag. Det har gjort de japanske eksportvirksomheder konkurrencedygtige. Det sætter sig også i aktiekurserne, da en stor del af omsætningen blandt virksomhederne i Japan hentes på eksportmarkederne, bemærker strategen. 

Og netop den svage valuta kan blive en yderligere fordel, for udenlandske investorer, vurderer Frank Øland. 

Prisvæksten i Japan kan nemlig betyde, at den japanske centralbank kan være på vej til at tage de første skridt mod en strammere pengepolitik. Det kan potentielt give en stærkere japansk valuta. 

»En styrkelse på en 5-10 pct. er ikke noget, der vil vælte virksomhedernes konkurrencedygtighed, men for os som danske investorer vil det betyde, at man kan få et afkast fra stigende aktier og samtidig måske få en valutagevinst,« siger Frank Øland og tilføjer: 

»Det er i hvert fald vores håb, at man i 2024 vil kunne få i både pose og sæk.«

Derudover påpeger chefstrategen også, at der på det seneste har været skifte blandt de japanske selskaber, så de er blevet mere aktionærvenlige. Det ses eksempelvis ved, at de japanske selskaber i stigende grad er begyndt at udbetale udbytter, samt at man i højere grad styrer sine omkostninger gennem eksempelvis antallet af medarbejdere. 

Læs også: To år efter invasionen: Så meget er de russiske aktier steget

Hvis man som dansk investor synes, at de japanske aktier kunne være interessante at stoppe i porteføljen, så er det ifølge Frank Øland en god idé, ikke at kigge for meget efter enkeltaktier. 

»Det er nok de færreste af os, der lige ved, hvilke aktier vi skal vælge i Japan. Så min tilgang vil være, at man køber indekset enten gennem en ETF eller en indeksfond,« lyder det fra strategen. 

Han har dog også et andet bud: 

»Man kan også købe en aktivt forvaltet fond, hvor der sidder nogle, der kan sproget og forstår de her virksomheder i dybden. Og som har nogle noget bedre kompetencer til at vælge de rigtige selskaber end du og jeg,« siger Frank Øland.