
Kapitalforvalteren Ark Invest har opnået et opsigtsvækkende afkast i 2020
Men det er værd at huske, på hvilken bekostning risikoen er opnået, vurderer Saxo Banks aktiestrateg, Peter Garnry, i onsdagens udgave af podcasten af Millionærklubben. Ark Invest satser massivt på selskaber, som kapitalforvalteren tror kan disrupte deres respektive brancher. Det var en strategi, der i 2020 sikrede 'Ark Innovation ETF' et afkast på 150 pct. Det vakte opsigt i et år, der var dybt præget af coronakrisen, og hvor det teknologitunge Nasdaq-indeks til sammenligning steg 44 pct. i samme periode.
Men flere har stillet spørgsmål ved, hvordan afkastet blev opnået, påpeger Peter Garnry, der blandt andet henviser til en analyse i Financial Times. Aktiestrategen har også selv tidligere fremhævet, at den kendte kapitalforvalteren, der har porteføljeforvalteren Cathie Wood i spidsen, løb en meget stor risiko, når man så på, hvordan porteføljen blev skruet sammen.
»Hun har leveret et meget højere afkast end Nasdaq 100 over de sidste seks år, men det er sket med meget højere udsving og med meget større tilbagefald i hendes fond og hvis du korrigerer det i forhold til Nasdaq 100, så har hun faktisk ikke leveret noget risikojusteret afkast, der er bedre, end det, som du kan få ved bare at investere i teknologiaktier. Derfor vil jeg sige, at juryen stadig er ude, om det bare er held, men fremtiden er lang,« fortæller Peter Garnry.
Nasdaq 100-indekset dækker over de 100 største ikke-finansielle aktier i det teknologitunge aktieindeks. Nasdaq Composite-indekset dækker derimod over alle aktier på Nasdaq-børsen.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
Når samtaleemnet falder på Ark Invest, skyldes det, at kapitalforvalteren forleden præsenterede en ekstrem positiv analyse af Tesla-aktien. Vi taler om en aktie, der i særlig grad har delt vandene, fordi Teslas aktiekurs er eksploderet opad de sidste par år. På et år er aktien steget op mod 555 pct.
Kapitalforvalteren har selv satset stort på Tesla-aktien og talt varmt for, hvorfor bilaktien bør ramme kurs 3000 dollar i 2025. Men Ark Invest-analysen rummer »så mange antagelser, der råber til himlen,« udtaler Peter Garnry med henvisning til Ark Invests tro på Teslas profitabilitet inden for selskabets ikkeeksisterende forsikringsben, hvor mange biler Tesla kommer til at producere fremover, og hvor let Tesla har ved at skaffe penge til at udvikle forretningen.
Det kan du høre mere om i videoen ovenfor fra onsdagens udsendelse af Millionærklubben. Du kan høre, da Saxo Banks aktiestrateg tidligere på måneden satte ord på Ark Invests investeringsstil. Den podcast finder du her.
Læs også: Analytiker: Her kan Tesla ikke følge med
Læs også: Volkswagens eldrømme gør aktien til Tysklands mest værdifulde


Genialt: Det her kort skal du have



Stor guide: 57 geniale gaver





















