Henter kommentarer

Aktiestrategichef i opråb efter danske aktiers nedtur: Kig også mod atomkraft


Den seneste tids massive kursnedtur til de danske giganter Vestas og i særdeleshed Ørsted, gør det endnu mere tydeligt at der er et »paradigmeskift« i gang indenfor investering i den grønne omstilling. 

Det mener aktiestrategichef i Saxo Bank, Peter Garnry, der i den forbindelse kommer med et opråb til danskerne: 

»Jeg tror det er vigtigt at man som dansker tænker, at den grønne omstilling er rigtig mange ting. Det er også batterier, ladestationer, elbiler og atomkraft. Det behøver ikke altid at være Ørsted og Vestas – tværtimod,« siger Peter Garnry i et interview med Euroinvestor. 

Læs også: Ørsteds aktionærer har tabt 335 mia. kr. under Mads Nipper

Derfor anbefaler han kunderne i Saxo Bank at sprede deres grønne investeringer ud over flere energityper, som kan være en del af den gennemgribende elektrificering af samfundet, som det vil kræve for at nå i mål med den grønne omstilling. Blandt andet atomkraft:

»Som følge af den teknologiske udvikling, bliver det rigtig svært at spå om fremtiden, og hvordan det kommer til at påvirke energisammensætningen til fremtidens elektricitetsproduktion. Så derfor vil det være rent snusfornuft at sprede sine grønne investeringer over mange forskellige energikilder,« siger Peter Garnry og tilføjer: 

»Jeg tror at vi i Danmark – på grund af vores hjemme-bias har stirret os blinde på vindenergi – og det tror jeg også vores politikere har. Så jeg vil helt klart anbefale danske investorer at være eksponeret mod solenergi, hydroelektricitet, geotermisk energi og atomenergi også. Der er mange dele af den grønne omstilling som man kan være investeret i, og som giver rigtig god mening.«

Læs også: Hård dom til Ørsted: 'Der er ingen kortsigtede løsninger'

Peter Garnry mener, at det vi ser spille sig ud i Ørsted lige nu, er interessant på mange måder. 

Den seneste måned har den danske energigigant fået savet næsten 35 pct. af markedsværdien på børsen af, som følge af meldinger om milliardstore nedskrivninger på nogle af selskabet havvindmølleprojekter. Det sker efter, at Ørsted i perioden frem mod 2021 var en regulær børsdarling på det danske marked.

»På toppen i 2021, blev Ørsted jo priset som et fuldstændig vanvittigt væksteventyr, på niveau med, hvordan man priser teknologiselskaberne. Det blev en del af den her fortælling om den store grønne omstilling med vækst i lange baner. Og det var ultimativt set også Ørsteds succes på finansmarkederne, som var med til at skabe billedet af, at det her var fremtiden og blev en årsag til, at man ville bygge store energiøer og projekter,« siger Peter Garnry og tilføjer: 

»Man må bare sige, at de forhåbninger der har været til fremtidig vækst for Ørsted og vindsektoren, var båret af en verden, som ikke længere er her.«

Læs også: Storbank peger på 16 aktier med 'tredobbelt momentum' - og én af dem er dansk

På grund af flere økonomiske faktorer – blandt andet krigen i Ukraine, høj inflation osv. – er prisen på materialer og renter nemlig steget markant. Og det er ved at ændre på investorernes tankegang omkring, hvordan man kan investere i den grønne omstilling, mener Peter Garnry: 

»Der er ingen tvivl om at grønne energikilder som vind og sol kommer til at drive den her omstilling. Men der er sket et paradigmeskift, hvor man har fundet ud af, at i takt med at vi skyder mere og mere vedvarende energi ind i elnettet, så får vi nogle højere omkostninger, fordi det skal balanceres. Og det kræver, at man har noget energi-storage, eller at man er hurtig til at slukke ned for gasturbiner eller lignende,« siger Peter Garnry og tilføjer: 

»I den kontekst er der bare sket et mindset-skifte omkring atomenergi. Og prisen på Cameco er et udtryk for flere ting ind i den sammenhæng.«

Læs også: Se listen: Disse C25-aktier har klaret sig bedst i år

Mens det de seneste fem år er gået nedad for Ørsted-aktien, er historien nemlig en helt anden hos Cameco, der er en af verdens førende producenter indenfor uran til atomkraft. Her er aktien steget med 279 pct. de seneste fem år. 

Udviklingen er drevet af flere ting, påpeger Peter Garnry. 

Blandt andet er efterspørgslen på uran steget efter krigen i Ukraine. Derudover er Cameco i gang med et opkøb af Westinghouse, som er verdens største teknologileverandør til opførsel af nye atomkraftværker.

»Så det, der også ligger i prisen på Cameco, er en forventning fra investorerne om, at der kommer et kæmpe boost og fremgang i atomkraftværker i fremtiden,« forklarer Peter Garnry og tilføjer: 

»Der er sket nogle bevægelser hos folks holdninger. Jeg tror, der er ved at være en forståelse af, at hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, jamen så bliver vi nødt til at trække på alle de teknologier og energityper, vi har til rådighed – og der spiller atomenergi en ret stor rolle.«

Læs også: Dansk kapitalforvalter har købt aktier i C25-selskab: 'Har været på en fantastisk rejse'

Skiftet blandt investorerne til også at have fokus på andet end vindenergi i den grønne omstilling, betyder dog ikke, at man bør dumpe alle sine Ørsted og Vestas-aktier, mener Peter Garnry: 

»Hvis man kigger på de konsensusfrmeskrivninger der er for grøn energi – heriblandt også vind -, så kommer det til at vokse i årene fremover,« siger han og fortsætter: 

»Det kommer ikke til at blive den mest dominerende energikilde, men der er korridorer i verden, hvor der er særligt gunstige vindforhold, og hvor der kan være god økonomi i at opføre vindmøller.«

Han påpeger, at vindmøller på land har vist sig at være rentable projekter, og at det bliver spændende at se, om de store havvindprojekter på havet også kan blive det på sigt. Overordnet set vurderer han, at vindsektoren dog vil vokse: 

»Derfor tror jeg også, at selskaber som Vestas og Siemens Energy og andre selskaber i industrien kan komme til at vokse og levere fine afkast på den helt lange bane, hvis de kan få styr på de nuværende problemer. Men man skal nok indstille sig på at have en god portion tålmodighed,« siger Peter Garnry. 

Tror du at sektoren kan komme tilbage til det attraktive prismiljø som vi så i eksempelvis 2021, hvis de makroøkonomiske forhold bliver gunstige igen?

»Nej det tror jeg egentlig ikke. Hvis vi kigger på fremskrivningerne, så er der fremskrevet langt større vækst indenfor solenergi, end der er for vindenergi. Og jeg tror, at atomenergi er ret undervurderet. Jeg tror vi bliver ret overraskede over, hvor meget vækst der kommer til at være i den del,« siger Peter Garnry og afslutter: 

»Så jeg tror, det er vigtigt, at man holder fast i en god risikospredning.«

Læs også: Ægtepar har tjent kassen på konkursramt auktionshus

Læs også: Her får eleverne privatøkonomi på skoleskemaet