Henter kommentarer

Alex Vanopslagh på aktiemarkedet: 'Gør det modsatte af, hvad jeg gør'


»Jeg kan sagtens time markedet«

Sådan har Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, flere gange tænkt om sin egne evner på aktiemarkedet.

Men alligevel har evnerne slået fejl et par gange, og den politiske leder går nu med tanker om at oprette en helt særlig slags blog, lød det fra partilederen, som ofte bruger selvironi og humor i sin politiske kommunikation.

»Jeg har overvejet at starte en eller anden blog, hvor man bare skal gøre alt det omvendte af mig, for så tror jeg virkelig, der er nogle, der ville kunne blive rige,« siger Alex Vanopslagh i torsdagens udgave af Euroinvestors podcast, Millionærklubben.

Vanopslaghs seneste fejl på aktiemarkedet begik han kort før sommeren i år, hvor han solgte stort ud.

»Og som bekendt gik det hele jo frem hen over sommeren, så det var jo et af eksemplerne på, at jeg burde blive sådan en rådgiver, hvor folk bare skal gøre det modsatte af, hvad jeg siger,« fortæller Liberal Alliances leder i podcasten.

Det danske eliteindeks, C25, steg i juli måned med 11,9 procent. I sommermåneden gik også MSCI AWCI-indekset, der tager pulsen på aktiemarkedet i samtlige lande, frem med 6,3 procent.

Alex Vanopslagh undviger enkeltaktier og investerer primært i ETF'er, hvor man indirekte investerer i flere selskaber.

Særligt to ETF'er i Vanopslaghs portefølje har trukket røde tal.

»Jeg har tabt en hulens masse på biotek og så har jeg tabt rigtig meget på en ETF, Hang Seng Tech ETF, hvor jeg er nede med 26 procent,« fortæller Alex Vanoplagh.

Den politiske leder begyndte at investere under coronakrisen i 2020, og han har for nyligt købt op i energi, banker og sundhedsaktier.

»Nu siger jeg til mig selv, det du har, lader du stå, og så kigger du om ti år. Det er jo det, man skal,« siger han.

Læs også: Pengegave på vej til investorer i C25-selskab

Læs også: Pensionsgigant: Der kan være mange ekstra penge at hente