Danske medicinalselskab ALK-Abello leverer nogenlunde som forventet. 

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, efter det danske selskab, der har specialiseret sig inden for allergimedicin, har fremlagt regnskab.

Investorerne belønner ALK-aktien med en stigning på 6 pct.

»Når aktien alligevel stiger med 6 pct. skyldes det ikke mindst, at tabletsalget er lidt bedre end ventet og håbet er at det fortsætter i 2024,« forklarer Per Hansen.

Stigningen skal ses i lyset af, at ALK i starten af 2023, blev kastet ud i et tumultarisk børsliv takket være en nedjustering og et direktørskifte, der såede tvivl om vækstcasen, forklarer Per Hansen.

ALK-aktiekursen dykkede på et tidspunkt til starten af 70'erne. ALK-aktien har imidlertid gjort vildt comeback og er steget mere end 70 pct.

Han fremhæver, at ALK-Abello forventer i 2024 en omsætningsvækst på ca. 9-12 pct. 

Omsætningsvækst er interessant, da det viser, at et selskab kan øge sit salg, hvilket indikerer, at selskabet formår at tiltrække kunder og forbedre konkurrenceevnen.

ALK regner med at lande en overskudsgrad (EBIT-margin) på 17-19 pct. Tallet er interessant, fordi det fortæller noget om, hvor meget af et selskabs salg, der bliver til overskud.