Presset på vækstaktierne fra de stigende renter tager til. Så meget, at internetkæmpen Amazon nu er i korrektionsterritorium, men ikke bare det, faktisk også er i minus for hele 2021 med godt 2, pct. efter et fald mandag på 2,9 pct.

Siden Amazons seneste top i juli er aktien dermed faldet med knap 15 pct., og den svæver altså midtvejs mellem en korrektion og et bjørnemarked.

Det er de stigende renter og frygten for yderligere renteløft, som presser især vækstaktierne. Det skyldes, at højere renter betyder, at nutidsværdien af den fremtidige indtjening udhules, og netop teknologiaktierne har en relativt større andel af deres indtjening længere ude i fremtiden.

Den tiårige amerikanske rente steg med 2 basispoint mandag til 1,48 pct., og siden starten af september er den gået op med næsten 20 basispoint, mens den er steget fra 0,90 pct. ved årsskiftet.

Den ligger dog fortsat under årets top i 1,78 pct. i slutningen af marts, men rentepilen peger opad med tiltagende inflation, herunder kraftigt stigende energipriser, og med udsigt til en strammere pengepolitik fra blandt andet USA's centralbank, Federal Reserve (Fed), som snart ventes at afvikle sine kvantitative lempelser og måske allerede til næste år vil hæve sin rente.

»Renterne vil formentlig pege højere i en tid endnu, da verden, og pengepolitikken, normaliseres, og inflationen viser sig mere vedvarende end håbet« skriver researchvirksomheden Vital Knowledge i en kommentar ifølge Bloomberg News.

Nogle investorer regner med, at nedturen for it-selskaberne i denne omgang er midlertidig, men her Vital Kowledge ikke enig.

»Vi tror, det er anderledes denne gang«.

Siden sin top i starten af september er NYFANG+-indekset med ti teknologi- og internetaktier faldet tilbage med 9 pct. Kun et af indeksets ti selskaber, Tesla, er steget i perioden. Indekset brød også netop mandag under sit 200 dages gennemsnit for første gang siden april sidste år.

Læs også: Facebook i markant dyk på Wall Street under globalt nedbrud

Læs også: Legendarisk, optimistisk finansprofessor slår alarm: "Markedet er uforberedt"

.\˙ MarketWire