Bavarian Nordic fortsætter sin kurs fra morgenstunden og dykker ved middagstid mandag i kølvandet på sit kvartalsregnskab, hvor bekymringerne over den tårnhøje inflation lader til at fortsætte på et dansk aktiemarked, der følger i hælene på fald i resten af Europa.
Derudover springer det øjnene, at Ambu styrtdykker efter flere kursmålændringer i kølvandet på sidste uges nedjustering og regnskab.
C25-indekset taber 2,4 pct. til 1622,39 ved middagstid.
»Det er især den stigende usikkerhed om inflationsudviklingen og den globale økonomi, hvor der er øget fokus på mulige recessioner, som presser markedet i rødt både herhjemme, men også ude i Europa,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, til MarketWire.
Læs også: Bitcoin banket ned
»Dertil er der et forøget fokus på, hvad Putins næste træk i Ukraine bliver, for jo mere trængt han bliver, jo mere usikkerhed afføder det i markederne omkring, hvad han kan finde på,« fortsætter han.
Det bød dog ikke umiddelbart på de helt store nyheder, da Vladimir Putin mandag holdt en ellers meget imødeset tale i Ruslands hovedstad, Moskva, i forbindelse med fejringen af Sejrsdag.
Forud for mandagens tale var der snak om, at Putin måske ville erklære krig mod Ukraine og dermed udløse en større mobilisering af styrker.
Det var dog ikke tilfældet. Foruden at beskylde Vesten for trusler takkede Putin blandt andet de russiske soldater for deres indsats.
Ambu har mandag tilegnet sig en del opmærksomhed hos analysehusene, efter at medicoselskabet i sidste uge før tid fremlagde regnskab for udviklingen i andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22 og nedjusterede forventningerne til året.
Der ses nu en organisk vækst på over 13 pct. fra tidligere over 15 pct. og en driftsmargin (EBIT) på over 5 pct. fra før over 7 pct.
Læs også: C25-aktie flået i stykker - nu anbefales det, at du holder dig fra handelsknappen
Resultaterne i andet kvartal var også noget under det ventede med en omsætning på 1122 mio. kr. mod ventet 1138 mio. kr. og et driftsresultat før særlige poster på 47 mio. kr. mod ventet 57 mio. kr. På bundlinjen realiserede selskabet et overskud på 175 mio. kr. som følge af en milepælsbetaling. Der var ventet 32 mio. kr.
Det har resulteret i, at aktien falder 8,9 pct. til 82,48 kr. ved middagstid.
Bavarian, hvis aktie er halveret i værdi i år, falder relativt markant med 3,4 pct. til 128,45 kr. efter sit kvartalsregnskab. Det viser en omsætning på 320 mio. kr. mod 535 mio. kr. året før, og et underskud på omtrent 272 mio. kr. mod et minus på 131 mio. kr. i samme periode sidste år.
Helårsforventningerne fastholdes, og udviklingen af RSV-vaccinen og selskabets coronavaccine følger planen.
Men på trods af de knap så gode resultater bør investorerne have fokus på prognosen fra Bavarian, som fastholdes i regnskabet, mener senioranalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen.
Ud over Bavarian er der opmærksomhed til transportkoncernen Nordic Transport Group (NTG), der ligesom DSV og A.P. Møller-Mærsk har kronede dage i en tid, hvor priserne er steget på grund af flaskehalse på transportmarkedet.
NTG har derfor opjusteret forventningerne til 2022 efter afslutningen af opkøbet af Aries Global Logistics og på baggrund af de nuværende gunstige markedsbetingelser.
Læs også: Boligrente rammer højeste niveau i næsten et årti: 'Det er helt vildt'
NTG venter for 2022 nu en omsætning på 9,7-10,2 mia. kr. mod tidligere ventet 7,8-8,3 mia. kr., og forventningerne til det justerede driftsresultat (EBIT) er hævet til 700-750 mio. kr. fra tidligere 570-630 mio. kr.
NTG falder dog for sjette børsdag på stribe - denne gang med 4,7 pct. til 334 kr.
Dertil er der mandag morgen kommet justeringer i spandevis fra børshusene.
Det gælder blandt andet Novo Nordisk, som har fået løftet sit kursmål til 1005 kr. fra 906 kr. hos Carnegie.
Anbefalingen er fortsat "køb" af Novo, der stiger 0,5 pct. til 785,40 kr.
Carnegie har også set nærmere på Ambu efter sidste uges nedjustering og sænker sit kursmål til 91 kr. fra 98 kr. Anbefalingen er uændret "hold".
Også SEB har skåret sit kursmål for medicovirksomhedens aktie til 104 kr. fra tidligere 120 kr. og gentager anbefalingen "hold". Ambu falder 9,6 pct. til 81,88 kr. efter et fald på 11,8 pct. fredag.
Coloplast, der handles eksklusive retten til et interimudbytte på 5 kr., falder med 29,20 kr. - eller 3,3 pct. - til 870,20 kr.
Sydbank har fået hævet sit kursmål til 258,83 kr. fra tidligere 245,13 kr. af Autonomous Research. Anbefalingen er uændret "outperform". Aktien falder 0,8 pct. til 232,40 kr.
DFDS får sænket kursmålet hos Carnegie til 406 kr. fra 470 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Fredag faldt aktien i DFDS med 2,9 pct. til 257,20 kr.
Vestjysk Bank fremlægger i løbet af mandagen sit regnskab for første kvartal. Den seneste prognose for 2022 er et overskud før skat på 600-650 mio. kr. Aktien falder 0,3 pct. til 3,47 kr.
Læs også: Banker og regering klar med billige lån
Læs også: Har du tab på aktierne? Så tjek nedturen for verdens rigeste
.\˙ MarketWire