Henter kommentarer

| Opdateret

Ambu er raslet ned – mener aktiekursen burde halveres


Ambu-aktien er faldet mere end 28 pct. i løbet af de sidste tre måneder.

Men aktiekursen burde være langt lavere end nu. Det vurderer Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning, i en kommentar mandag morgen. Det sker med henvisning til, at aktien i det danske medicoselskab faldt godt 7 pct. fredag.

»Fredag var der et ret pænt salgspres på Ambu som faldt 7,1 pct., men værdien burde fortsat være det halve af det, den er,« lyder det fra Lars Hytting. Han påpeger, at Ambu-aktien har været en af de aktier, der har haft den vildeste tid på den københavnske fondsbørs de sidste par år. Vi taler om aktien i et dansk selskab, der udvikler og producerer medicinsk udstyr til sundhedssektoren med et særligt fokus på engangsudstyr, det gælder eksempelvis engangsendoskoper til blandt andet urinveje, øre-næse-hals og mave-tarm-området.

»Aktien gik fra at være ingenting til at være med i C25. Det var en vanvittig rejse, der begyndte under Lars Marcher (daværende topchef, red.),« forklarer Lars Hytting

Ambu-aktien er til sammenligning steget 186 pct. i løbet af de sidste fem år. Træder vi et skridt længere tilbage, så er medicoaktien steget svimlende 2931 pct. i løbet af de sidste 10 år. Børsfesten drukner dog, hvis man zoomer ind på det sidste år, hvor aktien er faldet 13 pct. Men selvom aktie er faldet kraftig tilbage, har aktiechefen stadig svært ved at regne aktiekursen hjem.

»I mine øjne handler Ambu-aktien til nogle vanvittige nøgletal – også selv om aktien har taget nogle ture nedad,« udtaler han.

Læs også: Vestas-analytiker siger 'køb' til aktien: Det her er godt nyt

Ambu-aktien burde i hans øjne handle til kurs 95. Det er et synspunkt, som han deler med analytikerne hos den amerikanske storbank Bank of America. De har også et kursmål på kurs 95 kr., forklarer han. Aktiechefen mener at kunne se, at skuffelserne fra medicoselskabet indirekte står i kø.

»Historien om Ambu var, at de fik udviklet nogle produkter til et spændende marked, og investorerne tolkede det som om, at Ambu var de eneste med den slags produkter. Det er bare ikke et nichemarked længere. Der er kommet andre spillere til, og det er en konkurrence, som er ved at gå op for markedet. Derfor tror jeg ikke, at de nedjusteringer, der har været indtil videre, er de sidste, der kommer,« udtaler Lars Hytting.

Artha Kapitalforvaltning har noget af vejen været med til børsfesten i Ambu, for man kan med Lars Hyttings ord »godt ende med at se dum ud,« hvis en aktie stiger meget, uden at man har den i porteføljen. Lars Hytting påpeger dog, at han ikke været særlig optimistisk omkring aktiekursen. Det er han stadig ikke, og nu er Artha Kapitalforvaltning, der har forvalter mere end 15 mia. kr., ved at sælge ud af sin position i medicoselskabet.

»Vi har haft Ambu-aktier på vejen op, for det er farligt, når en aktie har så megen medvind, og man ikke er med til festen. Jeg har været glad for at have haft Ambu-aktien, men nu er det tid til at slukke lyset og komme videre til den næste fest,« udtaler han og tilføjer:

»Jeg sælger ud af Ambu-aktien løbende, og vi er ved ikke at have mange tilbage.«

Ambu-aktien handler ifølge Bloomberg til en forventet P/E-værdi for 188. Det er et tal, der fortæller noget om, hvor meget investorerne er villige til at betale for at få en andel af årets indtjening.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Kapitalforvalter advarer: Det bør du gøre nu

Læs også: Det var den mest shortede danske aktie i oktober