Ambu opjusterer deres forventninger til deres skæve regnskabsår 2022/2023.

Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse mandag aften.

De hæver forventningerne til EBIT-marginen før særlige poster til 5-6 pct. fra tidligere 3 -5 pct. 

EBIT-marginen kaldes også for overskudsgraden. Overskudsgraden fortæller noget om et selskabs lønsomhed. Når EBIT-marginen følges nøje af investorer og analytikere, så skyldes det, at nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger.

Læs også: Jyske Bank om C25-selskab: 'Vi vurderer, at aktien bør kunne stige' 

I meddelelsen har Ambu også offentliggjort en række nøgletal for tredje kvartal.

Deres EBIT før særlige poster er på 91 mio. kr. med en EBIT-margin før særlige poster på 7,6 pct. 

Det er primært drevet af en bedre end forventet bruttoavance baseret på produktmix og lavere distributionsomkostninger, skriver medicoselskabet i meddelelsen. 

Ambus omsætning i tredje kvartal var 1.195 mio. kr. med en organisk vækst på 8 pct.

Medicoselskabet fastholder deres forventninger til organisk omsætningsvækst for helåret på 5-8 pct.

Ambu kommer med tredje kvartalsregnskab for det skæve regnskabsår 2022/2023 den 31. august 2023.

Læs også: Se listen: Her er årets bedste danske aktier

Læs også: Storbanker afsætter kæmpe beløb til tab i ny regnskabssæson