Henter kommentarer

Amerikansk inflation overrasker: Højere end ventet


Inflationen i USA lander højere end ventet. 

Det viser friske tal for forbrugerpriserne i USA, der er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag dansk tid.

Inflationen lander således på 3,5 pct. i marts måned sammenlignet med samme måned året før. Det er over analytikernes forventning, da de på forhånd havde forventet at inflationen ville lande på 3,4 pct. 

Kerneinflationen, som er inflationen renset for energi- og fødvarepriser, lander på 3,8 pct. i marts sammenlignet med samme måned året før, hvilket er over markedets forventninger. Her var forventningen, at kerneinflationen ville lande på 3,7 pct. 

Kigger man på inflationsudviklingen fra februar til marts så stiger den med 0,4 pct., hvilket er over markedets forventning som lød på 0,3 pct. for både inflation og kerneinflationen. 

Inflationsudviklingen følges tæt af investorer, da den kan være med til at give en ide om, hvornår den amerikanske centralbank har tænkt sig at sænke renten. Hos Sydbank vurderer man, at dagens inflationstal ikke gør det nødvendigt for centralbanken, at sænke renten på den korte bane: 

»Vi ser blandt andet, at de månedlige prisstigninger fortsat er i den høje ende. Hvis de seneste tre måneders prisstigninger er retningsgivende for det kommende år, vil inflationen om et års tid ligge omkring fire procent. Det er i den høje ende,« skriver seniorøkonom Kim Blindbæk i en kommentar. 

Læs også: Økonom: Friske inflationstal kan aflyse rentenedsættelse i 2024

Rentesænkningerne skal dog nok komme, lyder det fra økonomen, der forventer to rentenedsættelser i USA i år: 

»I øjeblikket er renten på 5,25-5,5 procent. Det er så høj en rente, at det burde trække aktivitet ud af den amerikanske økonomi. Hvis renten bliver fastholdt for længe på så højt et niveau, kan regningen i form af risikoen for en recession på den lidt længere bane blive større. Derfor forventer vi, at Fed langsomt løfter foden fra bremsen i år ved at sænke renten. Vi vurderer, at Fed sænker renten to gange i år,« lyder det fra Kim Blindbæk.

Du kan læse mere om dagens inflationstal her.

Læs også: Udsigt til aktiefald efter friske inflationstal

Læs også: Amerikanske aktier falder efter inflationstal