Henter kommentarer

Økonom: Friske inflationstal kan aflyse rentenedsættelse i 2024


Højere end forventede amerikanske inflationstal kan helt risikere at aflyse en ellers længe ventet rentenedsættelse i 2024. 

Sådan lyder vurderingen fra cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, efter at der onsdag er landet friske inflationstal fra USA. Her landede inflationen i marts på 3,5 pct. sammenlignet med samme måned året før, hvor analytikerne på forhånd havde forventet 3,4 pct. 

»Rækken af stærke økonomiske nøgletal fra USA trækker entydigt i retning af at forsinke den længe ventede første rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank. Som tingene ser ud nu, så hænger en sommer-rentenedsættelse i enten juni eller juli i en meget tynd snor,« skriver Tore Stramer i en kommentar og tilføjer: 

»Det er bestemt ikke utænkeligt at den første rentenedsættelse først kan komme på tale senere på året eller ligefrem helt udebliver i år.«

Læs også: Amerikansk inflation overrasker: Højere end ventet

Inflationen i USA steg med 0,4 pct. fra februar til marts for både den 'almindelige' inflation og kerneinflationen. Det vidner om, at inflationen i USA ikke er under kontrol, påpeger Tore Stramer. 

Hos Danske Bank påpeger chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann, at markedet stadig regner med rentenedsættelser i USA - omend færre end før dagens inflationstal: 

»Dagens nyheder har tippet vægtskålen over mod to rentenedsættelser ifølge markedet frem for tre, fordi højere inflation kræver høje renter længere. Der er ikke nogen tvivl om, at prispresset skal falde, og vi skal se mere svækkelse af arbejdsmarkedet, hvis den amerikanske centralbank skal finde plads til at sænke renten. Sandsynligheden for at det trækker ud er uden tvivl steget oven på dagens tal,« skriver han i en kommentar. 

Læs også: Udsigt til aktiefald efter friske inflationstal

Læs også: Milliardforvalter tror på, at aktiefesten fortsætter: »Vi holder fast«