Amerikanske techkæmper står til at brage op

Flere af de amerikanske tech-kæmper blandt 'de fantastiske syv' også kaldet Mag7 står til at brage på den amerikanske børs mandag eftermiddag.
Stigningen kommer i kølvandet på, at Kina og USA har annonceret en handelsaftale, der bringer den amerikanske told på kinesiske varer ned på 30 pct. fra 145 pct. - og det er noget mere, end analytikerne havde forventet.
Mag7, der består af Nvidia, Amazon, Apple, Microsoft, Meta Platforms, Tesla og Alphabet, har været under pres siden Donald Trump annoncerede sin toldhammer, der især er gået ud over Kina.
Men efter aftalen mandag formiddag mellem de to lande ser investorerne ud til at blive mere risikovillige, og det kan de store techkæmper mærke.
Apple, der står bag iPhone og en række medietjenester som Apple TV+, Podcasts og Music, står til at stige med 7 pct., når man kigger på formarkedet, der er et uofficielt marked for værdipapirer.
Den ikoniske techkæmpe er en af de mest udsatte amerikanske virksomheder, når det kommer til told på kinesiske varer, da iPhones hovedsageligt bliver samlet i Kina, har analytiker Dan Ives fra Wedbush tidligere beskrevet ifølge Reuters.
Den gode stemning ses også hos investorer i elbilgiganten Tesla, der står til at skulle op med næsten 8 pct., og samme stigning gør sig også gældende for e-handelskæmpen Amazon.
Chipdesigneren Nvidia står til at stige 5 pct, og Meta Platforms, der står bag sociale medier som Facebook og Instagram, bliver handlet op med 7 pct., når man kigger på formarkedet.
Det er dog ikke alle, der ser ud til at springe op, når handlen skydes i gang klokken 15.30. Microsoft og Alphabet, der står bag Google og YouTube, står til relativt spæde stigninger på henholdsvis 2 pct. og 3,5 pct., når man kigger på formarkedet.
Siden årets start er Mag7 faldet tilbage med 11,5 pct., og til sammenligning er det teknologitunge Nasdaq-indeks faldet tilbage med 7 pct.
Data fra formarkedet er taget klokken 12:30.
Læs også: Chefanalytiker om danske vanedyr: 'Det gør mig virkelig ærgerlig'
Læs også: Dansk inflation holder sig i ro: 'Ganske imponerende'