Analytiker har store forventninger til afgørende lægemiddel - og ser stort potentiale i dansk aktie


Det har været et kritisk kvartal for den danske biotekkæmpe Genmab, men det er ikke helt slut endnu.
For selvom to runder af forsøgsdata har imponeret UBS-analytiker Xian Deng, så venter de mest afgørende data lige rundt om hjørnet. Men tiltroen fra analytikeren er høj, og hun ser et stort kurspotentiale.
I øjeblikket tjener Genmab stort på salget af kræftmidlet Darzalex, som man tjener royalties på i et samarbejde med Johnson & Johnson, der står for markedsføringen.
Men Darzalex løber af patent i 2030, og det efterlader Genmab med en såkaldt patentkløft og et hul i omsætningen.
Det håber biotekselskabet, at de potentielle lægemidler Rina-S, Epkinly og Petosemtamab kan udfylde.
»I sidste uge rapporterede Genmab positive data for det vigtige fase 2-studie med Rina-S mod æggestokkræft og fase 3 for Epkinly mod lymfekræft. Begge datasæt – og især Epkinly mod lymfekræft – var efter vores vurdering imponerende,« lyder det fra Xian Deng i en note.
Nu venter Petosemtamab, som der stadig ventes i spænding på, og dataudlæsning bliver den mest afgørende af de tre, ifølge analytikeren.
»Vi fastholder vores stærke overbevisning om det resterende fase 3-studie med petosemtamab mod hoved- og halskræft, som forventes i år. Vores kursmål hæves til 3.100 kr.,« skriver Xuab Deng.
Genmab handles i øjeblikket til en kurs på 2.440 kr., og dermed indikerer kursmålet et potentiale på 27 pct.
Analytikeren har også anbefalingen 'køb'.
Læs også: Analytiker 'tog fejl' af dansk folkeaktie: Ser alligevel markant kurspotentiale i aktien