Det er prisen og finansieringen, der bliver det afgørende for investorerne, når Jyske Bank inden længe forventes at offentliggøre opkøbet af Handelsbankens danske aktiviteter.

Det vurderer Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, efter at rygterne onsdag morgen er taget til på ny. Det er mediet Finans, der på baggrund af unavngivne kilder erfarer, at en handelsaftale er på plads og kan blive annonceret allerede i dag.

- Det er prisen og finansieringen af købet, der vil blive holdt øje med. Og så hvad man ser af synergier og de sædvanlige detaljer omkring et opkøb, siger han til MarketWire.

Læs også: Spår uhyggeligt kursfald forude

Rygterne tog til fredag, da Spar Nord - der også har været med i budkrigen om den svenske banks danske forretning - valgte at udbetale et beløb til aktionærerne, der ellers har været tilbageholdt til opkøb.

Det gik hårdt ud over Jyske Bank-aktien, hvis investorer ikke tog godt imod udsigten til nu at skulle eje Handelsbankens danske aktiviteter. Aktien faldt 10,1 pct. fredag og er faldet både mandag og tirsdag.

- Det skyldes udsigten til en kapitaludvidelse, som de ikke helt ved, hvor stor bliver, men ikke desto mindre er det et rimeligt omfattende opkøb, så det er ikke en lille kapitaludvidelse. Men usikkerhed har været med til at sende aktien længere ned, end jeg synes er fair, fordi opkøbet giver på mange måder god mening, og der er muligheder for gode synergier, siger Mikkel Emil Jensen.

Læs også: Nordnet: Frygten er helt ekstrem

- Men guld kan også købes for dyrt, og når man ikke ved, hvad prisen er, giver det anledning til nervøsitet, uddyber han.

Han kalder det samtidig meget sandsynligt, at Jyske Bank ender med at overtage Handelsbanken, selvom intet endnu er bekræftet.

- Det er bare et spørgsmål om tid, før Jyske Bank melder det ud. Det skulle være mærkeligt andet, også i lyset af det vi hørte fra Spar Nord, siger han.

Millionærklubben åbner endnu engang dørene og inviterer til Lytternes Dag - live med publikum - hvor du kan møde Millionærklubbens porteføljeforvalter, Lau Svenssen og investor, erhvervsmand og redaktør på Proinvestor, Helge Larsen. Læs mere her.

.\˙ MarketWire