Investorerne skal spidse øre den 12. maj. Den dag bliver nemlig vigtig for aktien i en dansk børskæmpe.
Det vurderer Muneeba Kayani, der er analytiker hos storbanken Bank of America. Hun ser et kæmpe potentiale i aktien, der kan brage op med næsten 37 pct.
DSV-aktien er steget med 36 pct. det seneste år, og aktien ligger omkring kurs 1.650 denne torsdag.
Inden for de næste 12 måneder vil aktien dog ligge markant højere, vurderer Muneeba Kayani. Analytikeren mener, at prisen for en DSV-aktie bør ligge omkring 2.250 kr., hvilket er næsten 37 pct. over det nuværende kursniveau.
En del af kurshoppet kan komme den 12. maj, hvor DSV holder kapitalmarkedsdag, og det er en mulighed for selskabet, lyder det fra analytikeren.
Her kan logistikkæmpen imødegå investorernes bekymringer omkring kunstig intelligens og dets betydning for forretningen, skriver Muneeba Kayani.
»I forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal antydede den administrerende direktør 'milliarder' - vi estimerer mellem 4 og 5 mia. kr. - i yderligere AI-drevne omkostningsbesparelser oven i de oprindelige Schenker-synergier - 9 mia. kr. i vores basisscenarie, hvilket er på linje med selskabets guidance,« skriver analytikeren.
DSV kan på kapitalmarkedsdagen også komme med finansielle mål frem mod 2030, lyder det fra Muneeba Kayani, der har skruet op for sine forventninger til indtjeningen i fremtiden.
Hun ser stadig DSV som et selskab, der kan få gavn af kunstig intelligens gevinster, som helt konkret kan hjælpe selskabet med væsentlige besparelser og stjæle markedsandele.
»Vi betragter fortsat DSV som en vinder på AI-implementering, og selskabet er en af vores 25 aktier til 2026,« skriver hun.
Analytikeren spår ligeledes, at DSV kan være på vej med et aktietilbagekøbsprogram.
Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. Det er forenklet sagt en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne på.
De købte aktier tages ud af handel, hvilket sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet. Et aktietilbagekøb driver alt andet lige aktiekursen op, fordi selskabets værdi fordeles på færre aktier.
