Danske Bank har sandsynligvis råd til at lave aktietilbagekøb for et tocifret milliardbeløb oven i de allerede annonceret udbytter på mere end 50 mia. kr. til aktionærerne i de kommende år.
Det viser en gennemgang af bankens kapitalforhold oven på halvårsregnskabet, der blev offentliggjort i juli, skriver Finans.
I juni kom Danske Bank med ny strategi, hvor de fastholdte politikken om at udbetale 40-60 pct. af de årlige overskud som udbytter, men på samme tid meldte ud, at de forventer at ligge i den øvre ende af intervallet.
Læs også: Aktieanalysechef ser sorte skyer forude: Men derfor skal du ikke sælge dine aktier
Men nu peger analytikere fra både Sydbank og Jyske Bank på, at banken også har råd til at lave aktietilbagekøbsprogram.
»Der er efter al sandsynlighed plads til, at Danske Bank laver nye programmer med tilbagekøb af egne aktier. Jeg forventer aktietilbagekøb for 7,5 mia. kr. i 2024 og 5 mia. kr. i 2025,« siger Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.
Læs også: 'Generel fiasko': To opsigtsvækkende fonde lukker ned
Danske Bank har haft en række af dårlige år ovenpå flere skandalesager, der har ramt bankens økonomi.
Den helt store krise ramte banken tilbage i 2017, da flere afsløringer om hvidvask i bankens estiske filial kom frem.
Det anslås, at der fra 2007 til 2015 flød 1.500 milliarder kroner gennem bankens afdeling for udenlandske kunder i Estland. De fleste af milliarderne var suspekte, og mange formodes at komme fra kriminalitet, skriver DR.
Det førte til, at Danske Bank i 2022 måtte betale en bøde på 15,3 mia. kr. til de amerikanske og danske myndigheder, skriver Berlingske.
Læs også: Norge vil sende daglige millionbøder til techgigant
Et par år senere var det så galt igen. Denne gang gik det ud over Danske Banks kunder med inkasso gæld.
En fejl i bankens data og it-systemer førte til, at der blev inddrevet gæld, der i virkeligheden var forældet og i nogle tilfælde opkrævet mere gæld, end kunderne skyldte.
I august 2022 meldte banken derfor ud, at den ville stryge 90.000 inkassokunders gæld, og i år begynder banken at udbetale kompensation til de kunder, der har været ramt af den uretmæssige gældsinddrivelse, skriver Ritzau ifølge Berlingske.
Læs også: Nordea ændrer syn på C25-aktie og ser mulighed for opjustering: 'Køb'
Læs også: Investorerne var nådesløse - C25-konkurrents aktier i giftigt fald


















