Den danske investor og forfatter Anders Bæk har en stor del af sin aktieformue investeret i elbilselskabet Tesla, som er den største position i hans portefølje. 

Det betyder også, at han helt konkret kan mærke på formuen, når der er udsving i aktien. Det mærkede han eksempelvis tirsdag, hvor aktien fortsatte de seneste måneders nedtur og faldt mere end 6 pct. 

»Jeg ejer 2020 aktier, så de faldt lidt over en kvart million i går. Så der var rugbrød til aftensmad og havregryn til morgen,« siger han i onsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben med et smil.  

Tesla-aktien har haft det hårdt de seneste måneder, hvor den er nede med mere end 31 pct. siden toppen i december 2024. Den markante nedtur gør dog ikke, at Anders Bæk har tænkt sig at sælge sine aktier. 

»Jeg holder stadigvæk rigtig godt fast på dem,« siger Anders Bæk i podcasten og fortæller at der i hans optik er to årsager til, at Tesla-aktien er i modvind i øjeblikket. 

Læs også: Stort finanshus har kigget på Novo-aktien: Så meget mener de den skal stige

Dels har selskabet ikke leveret en »prangende« salgsmåned i januar. Derudover hersker der i øjeblikket en udbredt negativ stemning omkring selskabets direktør Elon Musk, der for mange er synonym med Tesla-brandet. Det hænger blandt andet sammen med Musks tætte samarbejde med den amerikanske præsident Donald Trump, påpeger Anders Bæk. 

»Han er blevet ansat (af Donald Trump i effektiviseringsorganet DOGE, red.) til at være et røvhul. Til at være den slemme, der kan skære ned og fyre en masse folk. Det bliver man ikke specielt populær af,« siger Anders Bæk i podcasten og tilføjer: 

»Samtidig er han også en elefant i en glasbutik. Han siger en masse stødende og kontroversielle ting, så han gør det ikke let for sig selv.«

Anders Bæk mener dog ikke, at de sløje salgstal i januar nødvendigvis er et problem, da selskabet lancerer en ny model om nogle måneder. Han vil derfor gerne se, hvordan salget resten af året udvikler sig. 

Du kan høre mere om, hvorfor Anders Bæk holder fast i sine Tesla-aktier, og hvorfor han ikke mener at den negative stemning omkring direktøren er et problem for aktien i dagens udgave af Millionærklubben. Den finder du nedenfor eller i din sædvanlige podcast-afspiller.