Henter kommentarer

Arbejdernes Landsbank efter rentemelding: Boligejere bliver ramt


Visse boligejere kan opleve stigende renter den kommende tid.

Det skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, i en kommentar til ECBs nye rentemelding, hvor man hævede renten med 0,5 pct.point.

»Det ligger lige nu i kortene, at der kan vente en endnu højere rente for boligejerne med variabel rente på lånet den kommende tid. Den kraftige stramning i pengepolitikken med renteforhøjelser fra centralbankerne ligger bag,« skriver Jeppe Juul Borre.

275.000 boligejere står over det kommende år overfor ny rente på deres variabelt forrentede lån ifølge Arbejdernes Landsbank.

Cheføkonomen påpeger, at boligejerne allerede er blevet ramt af den stramme pengepolitik.

»De mange danske boligejere er påvirket af renten hos ECB og Nationalbanken. Renten er allerede steget kraftigt for langt de fleste af boligejerne. For et år siden lå renten godt og grundigt nede i negativt territorium, men er i dag steget til omkring 3 pct.,« skriver Jeppe Juul Borre.

Han mener, at dagens rentestigning viser, hvor ECBs fokus ligger.

»Der er fuld fart på ECB. Renteforhøjelserne fortsætter ufortrødent. Den seneste tids massive uro har ikke givet slinger i valsen hos ECB, som bliver ved med at kæmpe benhårdt for at få inflationen ned. Det betyder meget for deres troværdighed. Der var spekuleret i, om centralbanken ville holde fingrene fra renteknappen som følge af uroen. Men det ville have sendt et meget dårligt signal fra ECB, som gør klogt i fortsat at hæve renten,« skriver Jeppe Juul Borre.

Du kan læse mere om ECBs udmelding her.

Læs også: For første gang i sit liv ser aktiechefen potentiale i gammelt investorhit

Læs også: Stor dansk udbytteaktie nedsætter udbyttet