Henter kommentarer

For første gang i sit liv ser aktiechefen potentiale i gammelt investorhit


I ti år har Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital, bebudet, at obligationer var yt.

Men nu ser aktiechefen for første gang i sit liv potentiale i obligationer.

Det fortæller han i torsdagens udgave af Euroinvestors podcast, Millionærklubben:

»Jeg har tidligere kunder, der er forsigtige, som spørger mig: Hvad skal jeg købe af aktier? For første gang i mit liv svarer jeg dem: Har du egentligt overvejet obligationer?,« lyder det fra Michael Friis.

Læs også: 7 ting du skal vide, inden du køber obligationer

Obligationer har været dømt ude af flere i adskillige år, mens renterne var lave eller decideret i minus. Det har fået mantraet TINA – there is no alternative – til at vinde frem. Begrebet hentyder til, at der intet alternativ er til aktier.

Men det seneste år har den ene centralbank efter den anden kørt rentekanonerne i stilling, og det har fået obligationer til at give en noget bedre rente. En dansk realkreditobligation kan man således få til 5 procent i rente i øjeblikket.

»TINA er død. Obligationer er virkelig noget folk skal overveje – mange har dem nok i forvejen i deres pension, uden de ved det,« siger Michael Friis.

En gammel læresætning er, påpeger aktiechefen, at man skal have en såkaldt 60/40-fordeling, hvor 60 procent af ens formue skal være i aktier og 40 procent i obligationer. Studier har vist, at den fordeling på sigt giver et højere afkast end udelukkende aktier.

Michael Friis har dog i et årti bebudet, at 60/40-fordelingen var »død«, og man udelukkende skulle ligge i aktier:

»Men nu er den (60/40-fordelingen, red.) nok egentligt genopstået igen. Investeringer i obligationer er kompliceret, der er pisse kedeligt, det er ikke bare lige at finde rigtige store selskab, men at finde den rigtige allokering mellem de to ting her – det kan på lang sigt give dig det optimale afkast,« siger han.

Michael Friis har dog ikke selv købt obligationer, lyder det.

Læs også: Sådan køber du obligationer

Læs også: Rekord udbytte til rederiaktionærer