Henter kommentarer

Forskudsopgørelsen åbner – kig forbi!

Helle Snedker, partner og kundedirektør i Formuepleje.
Helle Snedker, partner og kundedirektør i Formuepleje. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Den 11. november åbner forskudsopgørelsen på Skat.dk. Det er en oplagt mulighed for at lægge en god økonomisk plan for året, der kommer, og for at forebygge ærgerlige overraskelser.

Jeg begynder altid øvelsen med at opdatere mit personlige budget. Det betyder, at jeg går mit excel-ark igennem og tilpasser de enkelte poster, så der er et overblik over, hvilke faste udgifter jeg skal afholde til næste år. I bunden ender jeg med et samlet beløb, som deles med 12 – og wupti – så ved jeg, hvad jeg hver måned skal overføre fra min lønkonto til min budgetkonto, så privatøkonomien balancerer.

Gennemgangen giver samtidig den bedst tænkelige mulighed for at revurdere, om jeg fortsat skal være medlem af Helsingør Golfklub; træne i Loop; være medlem af Landsforeningen LEV mv. Mange abonnementsudbydere lever af, at vi glemmer at forholde os til udgifter, når først de er tilmeldt PBS.

Når budgettet er set efter i sømmene og er klar til året, der kommer, går jeg videre og logger ind på Skat.dk.

Her tjekker jeg de oplysninger, som er udfyldt af Skat på forhånd. Skat ved meget om mig; mine indtægter; mine lån og alle de andre ting, der kan have betydning for, hvor meget jeg forventes at betale i skat næste år. Men Skat ved ikke alt. Nogle af de oplysninger, der især kan have betydning for, om jeg skal ændre min forskudsopgørelse, er:

Jobskifte: Hvis min lønindtægt ændrer sig, kan det være relevant at ændre min forskudsopgørelse. Det gælder naturligvis også, hvis jeg går på pension i løbet af det kommende år; hvis jeg skal på barsel, eller hvis jeg har planlagt orlov.

  • Omlægning af lån: Hvis mine rente- og bidragsudgifter ændrer sig, kan det få betydning for, hvor meget jeg skal betale i skat. Højere udgifter betyder højere fradrag; lavere udgifter tilsvarende lavere fradrag – og der er nogle ”knæk” ved fradragsværdien af negativ kapitalindkomst, der har særlig betydning (33% fradragsværdi op til 50.000 kr. – 25% over 50.000 kr. – dobbelt op for ægtepar).
  • Transport: Uanset hvordan du kommer frem og tilbage, så har du fradrag for din transport, hvis der er mere end 12 km til arbejdet. Men det gælder kun de dage, hvor du rent faktisk tager på arbejde, så forskudsregistrering skal ikke foretages for hjemmearbejdsdage.
  • Køb eller salg af bolig: Flytter du ud eller ind, har både renter, bidrag men også boligbeskatning betydning for din skat. Du skal kun betale ejendomsværdiskat for den periode, hvor du rent faktisk bor i ejendommen. Grundskyld betales for hele perioden – også selvom du fraflytter, før din køber flytter ind.
  • Start eller lukning af virksomhed: Hvis du driver virksomhed, men planlægger at stoppe i året der kommer, skal dette meddeles på forskudsopgørelsen, så der næste år dannes en forskudsopgørelse uden virksomhedsbeløb. Tilsvarende hvis du er gået i gang med at drive virksomhed

Ovenstående er blot eksempler. Opfordringen gælder alle: Tjek din Forskudsopgørelse når den åbner – og ret den til, så den i så vidt muligt afspejler din økonomi næste år. Heldigvis kan du genbesøge den lige så tit, du vil, så hvis noget ændrer sig undervejs, gentager du bare øvelsen. Og et sidste godt råd: vent en uges tid efter åbningsdatoen – så er der ikke kø ved indgangen.

Denne kommentar er skrevet af Helle Snedker, kundedirektør og partner i Formuepleje. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.