Henter kommentarer

Ark Invest spår vild kursstigning i Tesla frem mod 2025


Tesla-aktien står til at stige i formarkedet.

Aktien i Elon Musks bilproducent er oppe med godt 4 pct. mandag eftermiddag. Det påpeger Sydbank i en kommentar mandag. Udsigten til kursstigningen kobles sammen med det, der beskrives som en »ekstrem positiv« analyse fra Cathie Woods kapitalfond 'Ark Invest'. Kapitalfonden har talt varmt om sin egen aktie, og meddelt, at man ser for sig, at Tesla-aktien i hovedscenariet vil ramme en kurs på svimlende 3.000 dollar i 2025. Jubelscenariet lyder på 4000 dollar pr. aktier i 2025, mens aktien som minimum vil handles i kurs 1500 i 2025, hvis man tør tro på Ark Invest.

Holder hovedscenariet stik svarer det til, at Teslas markedsværdi i 2025 er på næsten 2900 mia. dollar, hvilket betyder at Teslas markedsværdi vil være mere end 40 pct. større end Apples markedsværdi er i dag. Den kendte producent af iPhones, Ipads og Mac-computere har en markedsværdi på 2014 mia. dollar i dag.

I videoen ovenfor ses, hvordan en række bilproducenters markedsværdi har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Ark Invest tror, at Tesla kan producere 5-10 mio. biler om året i 2025. Ark Invest mener, at 60 pct. af bilerne vil være ejet og drevet af Tesla som robottaxaer.

Cathie Wood fra Ark Invest har været en af de mest omtalte porteføljeforvaltere i 2020 og ind i 2021. Kapitalforvalteren satsede på især teknologiaktier og biotekaktier med en forventning om, at netop de selskaber kunne disrupte deres respektive brancher. Under den brutale coronanedtur i foråret 2020 endte en lang række af Ark Invests aktier med at stige kraftigt. Det kunne eksempelvis ses i kapitalfondens flagskib, 'Ark Innovation ETF', hvor de største positioner var Tesla, Square, Roku, Teladoc Health, Spotify, Baidu og Zillow Group.

'Ark Innovation ETF' var oppe med 150 pct. i 2020. Til sammenligning steg det teknologitunge Nasdaq-indeks 44 pct. i samme periode. En lang række af Ark Invests sats er dog faldet noget tilbage i 2021, efter stigende renter er begyndt at optage investorerne mere og mere.

Læs også: Wall Street-stjerne under aktienedtur: Vi er optimistiske

Læs også: Amerikansk investorstjerne har redefineret Wall Street: 'Vi er i en situation, hvor det godt kan blive dramatisk'