Henter kommentarer

»Astronomisk« indtjening banker værdiansættelsen helt i bund


Den gode indtjening fortsætter for shippinggiganten A. P. Møller- Mærsk, som tirsdag morgen opjusterede deres forventninger til året. Men den høje indtjening vil ikke vare ved.

Sådan lyder det fra Mikkel Emil Jensen, Senioranalytiker fra Sydbank.

»Opjusteringen er ikke overraskende. Det var en forventning om, at Mærsk ville ud og opjustere, fordi der i den tidligere prognose var en antagelse om, at markedet ville være normaliseret, og i den forbindelse ville vi se kraftige fald i fragtraterne,« forklarer senioranalytikeren.

Dog er størrelsen noget af en overraskelse, tilføjer han. Konkret forventer redergiganten nu et år 2022 med et primært driftsresultat, EBITDA, på 37 milliarder dollar mod tidligere 30 milliarder dollar, svarende til 270 milliarder kr. mod tidligere 218 milliarder kr.

En af årsagerne til den store opjustering ligger i de høje fragtrater, der fortsætter trods en forventning om, at de ville falde på nuværende tidspunkt. Denne normalisting regner de med først kommer i løbet af fjerde kvartal.

Trods den høje forventning om indtjeningen ligger den estimeret P/E nede på 2, ifølge Bloomberg.

»Den lave P/E afspejler en meget stor usikkerhed om den fremtidige indtjening. Vi står foran en recession. Vi har haft ekstraordinære markedsbetingelser, som har holdt indtjeningen ekstraordinær høj. Der er ikke nogen, der forventer, at denne indtjening kan vare ved,« siger Mikkel Emil Jensen.

Han tilføjer, at der er ingen tvivl om, at indtjeningen her i 2022 vil være astronomisk. Der er meget, der indikerer, at de skal op på over 200 mia. kroner efter skat i indtjening.

På nuværende tidspunkt ligger markedsværdien for A. P. Møller-Mærsk på 369 mia. kr., ifølge Bloomberg.

Den lave P/E skyldes også, at sektoren for containerfragtindustrien er et meget volatilt marked rent historisk, fordi indtjeningen har været meget svingende, forklarer Mikkel Emil Jensen.

Læs også: Bavarian dykker: Her er den mulige forklaring

Læs også: Maj Invest: De dårlige nyheder er slet ikke forbi endnu